Hverdag

Om at være forelsket i en ældre mand…

Claus er 15 år ældre end mig. Og eftersom jeg er 31, efterlader det Claus med 46 solide somre i bagagen. Om det lander os i kategorien for ægtepar med “stor aldersforskel”, ved jeg ikke, men den er der i hvert fald – aldersforskellen. Da Claus blev gift første gang og fik sit første barn, startede jeg i 6. klasse. Da Claus huserede som MC betjent hos Frederiksberg politi, centrerede min verden sig om sodavandsdiskoteker i Klubben Lyngvej og ham den lækre fra niende…

Alder er bare et tal…

… er en gammel floskel, der lever i bedste velgående. Og når man befinder sig i vores situation, støder man af og til på den fra velmenende folk, der ikke lige ved, hvad de ellers skal sige… Det passer bare ikke. For selvfølgelig kan 15 års liv, som den ene allerede har levet og lært af, mens den anden stadig har dem til gode, mærkes. Derudover er der en masse praktik at tænke over, når man indlader sig på den slags. Man er fx ofte helt forskellige steder i sin karriere, man kan ikke begge to være unge med sine børn, en dag går man måske på pension på helt forskellige tidspunkter, og hvad med vennekredsen? Det er ikke bare easy as pie. Men så igen – hvornår har den rigtig fede slags kærlighed nogensinde været skide nem? Det er der altså ikke lavet mange film om… Da Claus og jeg fandt sammen, vidste jeg, at han var manden, jeg skulle have børn med og leve sammen med. Vi har begge to forliste ægteskaber i bagagen, så knubs og erfaringer har vi nok af. En bestemt følelse ramte mig meget hårdt, da jeg lærte Claus at kende, og den har aldrig sluppet taget i mig: Vi lever kun én gang, og vi aner ikke hvor længe. Så når lynet slår ned, er det bare om at holde fast. Og SÅ er alder altså fuldstændig underordnet…

Nå, men inden det hele drukner i romantiske mor-tårer, så får I lige en lille liste. For aldersforskellen KAN mærkes…

  • Børn – den åbenlyst største mærkbare forskel på vores 15 år. Claus har tre store børn og har derfor prøvet det hele før. Min første fødsel, det største øjeblik i mit liv, var hans fjerde. Når jeg er ved at selvantænde af begejstring fordi Olli har lært at sige “DAKTOOOR” (traktor – selv tak), eller er ved at ringe 112, fordi han muligvis har øjenbetændelse, har han set det før. Han er heldigvis et meget begejstret menneske sådan helt generelt, så han er god til at dele glæderne alligevel, og så gør det egentlig ikke så meget, at han sørger for, jeg ikke misbruger alarmcentralen…
  • Jeg voksede op i den tro, at jeg var det knap så kendte sjette medlem af Spice Girls, og Claus’ teeanagesoundtrack stod Roxette for. Til gengæld hører han Westlife og BSB for fulde gardiner i dag. Det har jeg svært ved at brokke mig over.
  • Claus købte et kæmpestort stereoanlæg og en “Stereo VHS” for sine konfirmationspenge… Jeg fik en Nokia 3310.
  • Vores vennekredse er der sjovt nok også 15 års forskel på sådan i runde tal. Det var jeg meget nervøs for i starten. Jeg frygtede altid, at samtalen skulle handle om noget, jeg ikke kunne huske… Fordi jeg vel at mærke ikke var født, da det skete… Jeg var bange for at være hende den unge og bekræfte klicheen totalt. Nogle af vores venner er tættere på at være jævnaldrende med mine forældre end med mig, og der HAR da været enkelte gange, hvor jeg har haft lettere ved at følge med i samtalen nede i teenage-enden af bordet… Men det er altså få gange! 🙂
  • Til gengæld kan man mærke det på vores venners børn. De er enten helt små eller ved at være klar til at flytte hjemmefra. Vi kender ganske få i alderen 5-15 ish… Det er med andre ord et rimelig broget crowd, når vi holder gløgg og æbleskiver for alle vennerne i december hvert år!
  • Vores liv, da vi mødtes var fuldstændigt grundlæggende forskellige. Claus kørte karriere, kørte til fodbold og kørte hjem fra fester i nabolandsbyerne. Jeg kørte rundt i min firmabil, kørte rigtig mange dyre kopper kaffe ind og kørte USAs vestkyst tynd i en Mustang med min bedste veninde. Jeg gik, i bogstaveligste forstand, direkte fra at drikke cocktails på indre Nørrebro til at invitere folk på formiddagskaffe i provinsen… Kontrast much?

Vores aldersforskel kan i den grad mærkes. Men faktisk oftest som noget positivt. Claus siger altid, at det er min energi og hans erfaring, der er vores hemmelige ingrediens. Desuden passer det med, at Claus’ karriere peaker lige nu, og så kan min gøre det, når han begynder at tage en slapper… Alt ånder med andre ord fred og idyl – på trods – og måske endda på grund af – to meget forskellige dåbsattester 🙂

Møs!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

%d bloggers like this: