Hverdag,  Træning

Om at tabe sig 30 kg. To gange.

Jeg har født to (store) drenge på to år. Det i sig selv er lidt af en bedrift. Men den skarpe læser vil dermed også kunne regne ud, at jeg har været gravid to gange på to år. Og ja, fødsler er hårde, bevares, det er et helt kapitel for sig. Men graviditeter. Shit mand. Det får min soldatertid til at ligne en all inclusive ferie med tuck down service og morgenmassage. For det første er ens almindelige fornuft sat mere eller mindre ud af spil i ni måneder. For mit vedkommende lagde jeg lige nogle måneders fertilitetsbehandling oveni, og jeg skulle hilse og sige, at man også skal spejde langt efter ens ehmm.. fornuft i den periode. Sjældent har jeg dealet med så mange følelser på én gang. Håb, frygt, power, savn, ensomhed, tosomhed, ekstatisk lykke – you name it. 


Én ting er følelserne og det mentale. Noget andet er det fysiske. For kvindekroppen er jo det sindssygeste power house. Don’t mind me, siger den, jeg går da bare lige herover og bygger et menneske. Uden at spørge om hjælp. Eller blive lidt modløs og pigesur halvvejs. Det er den vildeste oplevelse, at ens krop ligesom bare ved, hvad den skal. Man er along for the ride, men den styrer showet. Den er chefen. Og det eneste, min tapre krop bad mig om undervejs, var en uudtømmelig flod af Matilde kakao, hyppige gåture, nok søvn og rigtig, rigtig mange rugbrødder. I det hele taget store mængder mad. Jeg tog ikke bad i drueagurker, spiste jord eller drømte om ostepops – jeg spiste bare. Meeeeeget. Det resulterede da også i en kampvægt på 100 kg den dag, jeg fødte Olli – et plus på 30 kg siden jeg startede fertilitetsbehandling. Med Villads satte jeg mig for, at jeg måske ikke ligefrem behøvede at blive trecifret på vægten. 99 kg endte jeg på – en succes, om man vil 😉


Her efter Villads (som blev født i januar) er jeg nu 2 kg fra at være tilbage på pre-fertilitetsbehandlingsvægten. Jeg har øget min muskelmasse markant, og min fedtprocent er lavere, end den har været meget længe. Min krop ser helt anderledes ud end før – den har strækmærker, og mavemusklerne gemmer sig bag løsere hud, men den er stærk og sund. Jeg har det godt i den, og jeg er stolt af den. Den har været igennem lidt af hvert, og den har aldrig beklaget sig – modsat hende, der bor i den, som til tider godt kunne blive lidt en bestemt dame undervejs.


Er vægten vigtig? Næ, men den er et godt pejlemærke for, hvor’n det lissom står til. Jeg har aldrig rigtig brugt tid på min vægt tidligere, og jeg tænker heller ikke over den til hverdag. Men under mit seneste vægttab har det givet mig meget at tage en status hver uge – altid inkl. en måling af fedt og muskel, så den ikke står alene. Den vil altid svinge lidt ift. cyklus osv., men nu kender jeg mit (nye) leje og ved, hvor jeg +/- ligger, når jeg har det dejligt i min krop.


Var det svært at tabe sig (næsten) 30 kg? Altså de første 10 klarede Villads for mig, i og med at han jo ligesom forlod min krop sammen med de der andre ting, der gør exit ved sådan en fødsel. Pardon my french. Og de sidste 20, nej, de har altså ikke været svære. Bevares, det har krævet en stor indsats på kost og træning, men det har været sjovt, har føltes godt, og følelsen af konstant at mærke fremgang, styrke og se resultater i spejlet har gjort det nemt at holde fast i. På trods af et par rutsjeture undervejs føler jeg ikke, jeg på noget tidspunkt har været på kur, og der har hele tiden været (og skal for evigt være) plads til både romkugler og chokolademüsli. Så svært, nej, men en stor indsats – tjek. Og hvad vil jeg så med det? Min vigtigste pointe er i virkeligheden, at et relativt stort vægttab ikke behøver være hverken surt, vanskeligt eller bøvlet. Det kan faktisk være ganske lige til, hvis man er klar til at yde en indsats.

Fra de “glade” gamle #fitspo dage et par år, før jeg blev gravid. Jeg syntes, der var alt mulig galt med min krop dengang…

Det her er naturligvis min oplevelse, og andres vil være helt anderledes. For nogen fungererer det bedst slet ikke at ane, hvad de vejer, nogen taber det hele ved at amme (sådan én er jeg, for the record, IKKE), nogen løber maraton tre uger efter, nogen er ligeglade og fred være med det. Der er heldigvis plads til det hele ❤️


Mere om selve forløbet en anden gang! Møs.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

%d bloggers like this: