Hverdag

Når du endelig får en (dyr) pause…

Kender I det dér med, at man bare liiiige trænger til en pause? Bare lige et par timer. Trække stikket og ikke være noget for nogen udover én selv – bare lige lidt. Det behov meldte sig tifoldigt hos mig i midten af sidste uge. Der har været fart på med flytning og nyt hus, Ollis indkøring i ny vugger, Villes konstante natteroderi og nye tænder, Claus’ job, mit job, mange gæster osv. Derfor besluttede jeg mig for at lytte til det, min krop fortalte mig – GIVE. ME. A. BREAK… Som sagt så gjort og vupti dupti – et styks tidsbestilling hos Shine CPH, som er Nimbs bud på byens lækreste behandlingssted.

Jeg glædede mig ca. lige så meget, som når jeg som teenager så frem til halbal i Mønsted, da jeg mødte op på Nimb i dag. Søde Louise, som er indehaver af Shine, tog imod mig i sine virkelig hyggelige lokaler, der emmer af ro, luksus og velvære og dufter af en blanding af ferskener, nyvaskede håndklæder og røgelse. Kæmpe fan! Jeg blev lagt godt til rette i badekåbe, tøfler, 10.000 håndklæder, min egen udvalgte hovedpude og en kæmpe dyne, og så gik Louise ellers i gang med først at fikse min noget sørgelige omgang shellac på tæerne og derefter forkæle mit ansigt med signaturansigtsbehandlingen… OMG… Hun fik både bugt med spændte tindinger, efterårstørre kinder og alle hudorme i verden. Cirka. Det var SÅ lækkert. Kæmpe anbefaling herfra!

Hvad sådan en pause koster…

Ja altså rent praktisk er den pebret – 2300 kr måtte jeg slippe i dag, men halløj hvor var det alle pengene værd. Det er heller ikke den pris, jeg mærker som den mest bekostelige i dag. Nope, i dag betaler jeg den mentale pris for sådan en pause. Jeg er sådan én, der reagerer ekstremt fysisk på psykiske ting. Er jeg mentalt under pres, får jeg ondt i maven, river en albue af led og får akne i hele panden. Agtigt. Og på samme måde bliver jeg nemt enormt følelsesmæssigt påvirket af fysiske udskejelser – tuder efter massage, får grineflip af en ekstra hård træning osv. You get the picture. Derfor vidste jeg også godt, at der formentlig ville komme én eller anden reaktion, når min krop og mit hoved endelig fik en pause og kom ned i gear. Det gjorde der også. Mens jeg lå der og slappede fuldstændig af, kom tankerne snigende. Som om de sagde “Nu har du ikke haft tid og overskud til at samle dig om os, så nu, vi endelig har dig, er der lige 4-5 andre ting, vi godt vil vende med dig…”

Jeg fik hjemve efter Aalborg og alle de mennesker, jeg ikke har haft tid til at mærke, hvor meget jeg faktisk savner. Jeg fik dårlig samvittighed over for Olli og alt det, vi udsætter ham for med flytning, nyt hus, nyt værelse, ny seng, ny vuggestue, nye knapper på en ny fjernbetjening, helt nye rutiner. Fik tilsvarende dårlig samvittighed (seriøst, hvad er det med mødre og dårlig samvittighed?!) over for mine papbørn, som vi er flyttet fra og savner i vores hverdag. Jeg kom i tvivl om min egen situation – hvad skal der ske jobmæssigt, og er der overhovedet nogen, der gider læse min blog?

Nogle gange ville det næsten være nemmere…

… bare at fortsætte i 6. gear uden at komme op efter luft. Så slipper man for at forholde sig til alt det, der følger med, når man endelig giver sig selv lov at trække vejret. Det er lidt ligesom ikke at få sin nattesøvn, når ens baby får tænder/har kolik/er konstaaaant sulten/bare er skrupskør; det er næsten FOR tortur-agtigt at få lov at “smage” på en hel nats søvn, hvis man ved, de søvnløse nætter venter igen i morgen…

Så det er altså status her – jeg FIK en, hvis jeg selv skal sige det, velfortjent pause, og min hud strutter af selvtillid og ferskener og frugtsyre. Men pausen kom med en lille pris – nemlig at mærke efter, hvordan jeg egentlig har det dér nederst i maven. Og der lå altså lige et par tanker og rodede rundt og trængte til lidt opmærksomhed… Så det får de de næste par dage. Og så ellers en opfordring herfra til at stoppe op og mærke efter. Måske bliver du overrasket.

Møs!

En kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

%d bloggers like this: