• Hverdag,  Træning

    HEY! Drømmen lever!

    Nogle gange kan noget gå så meget i stå, at man nærmest ikke ved, hvordan man skal få hjulene skubbet i gang igen. Sådan har jeg det med bloggen og nærmere bestemt med det her indlæg. Som med de fleste andre ting i mit liv er min umiddelbare løsning bare at gå i gang. Som sagt så gjort 🙂

    Coronaland ramte mig lige midt i ansigtet. Ouch. Som ca. alle andre brugte jeg lige en uges tid på at finde ud af, hvad fanden der foregik, og hvor jeg passede ind i det hele. I Familien Skovfoged gør vi sjældent noget halvt, og derfor valgte vi også at presse så meget som overhovedet muligt ind i den første uge, hvor Danmark lukkede ned. Vi nappede således en lukket institution, Claus’ nedlukning af alle Espresso House butikker, 4 gange maveforgiftning (først Villads, så Oliver, så mig, så Villads igen – alle med et vist overlap), en indlæggelse med en dehydreret Villads og et galdestensanfald til mig – alt sammen i den første uge. Alt for meget og helt vildt typisk os. Nå, men efter de første par ugers vanvid, begyndte jeg faktisk at se det positive i en på mange måder tragisk situation. For der BLEV rent faktisk plads og tid til det nære og dét, vi nogle gange ikke giver nok opmærksomhed. Og således får I hermed et lille potpourri over, hvad der bl.a. er sket i det lille fitnessimperie og omegn siden sidst.

    Udendørstræning for lyfe ✌️

    Corona lærte mig og resten af Danmark, at spejle og semi-ringe ventilation ikke er et must for en solid træning. Vi lærte at træne udendørs. Og nu er vi allesammen vilde med det! Tænk at man kan føle sig så HELDIG over at have en masse kvadratmeter med grus på lige ved siden af sit hus. Gården spiller max, jeg har investeret i nyt udstyr, og det bliver brugt hver eneste dag.

    Dragørs sejeste damer

    Jeg har kørt en MASSE hold. Mandag-torsdag er der hold formiddag og aften, og under Corona har vi trænet udendørs, dryppende af lige dele sved, håndsprit og nogle gange regndråber. I omegnen af 30 seje Dragør damer træner hos mig to gange om ugen eller mere. Det er (Disney alert!) virkelig en drøm, der er gået i opfyldelse. I øvrigt har vi en fast regel om, at pushups er noget, man tager på tæerne – ikke på knæene. Og jeg lyver ikke, når jeg siger, at ALLE mine badass damer er lykkedes med det. Hver og én. Selvom flere af dem startede med ikke at kunne tage en eneste. Det er sgu da fedt!

    PT uddannelse i hus!

    Jeg har gjort min uddannelse til personlig træner færdig. Jeg troede (arrogant som jeg var), at jeg mest af alt skulle have papir på noget, jeg allerede vidste. Jeg tog fejl. Som i helt vildt meget fejl. Jeg har lært og lært og lært og grinet mig hele vejen igennem. Og nu er jeg EHFA certificeret træner. (Det er en god ting, selvom det lidt kan lyde som en diagnose.) Henrik Duer og de andre gode folk hos Fitness Institute har en cool ting kørende derinde. (Ja, det er ham fra TV3 programmerne dengang!)

    Den chokerende sandhed om løst maveskind

    Jeg har skrevet indlæg om løst maveskind post graviditet og om, at man sagtens kan have mavemuskler af stål alligevel. Jeg får altid masser af respons på den slags opslag. De er vigtige. Vi SER anderledes ud efter graviditeter. Big deal! Vi kan blive præcis lige så stærke som før. Mange af os faktisk endnu stærkere… Det er som om, det er nemmere at presse en tung vægtstang op over hovedet, når man allerede har presset 2-3 unger ud den anden vej… Til dig der har født og nu skammer dig over din krop. Jeg kan ikke understrege nok, hvor meget jeg under dig at losse den følelse til Langbortistan. Giv din krop opmærksomhed, træn den, sig søde ting til den – den er stærkere, end du tror!

    That’s all guys. Har savnet det her ❤️

    Møs!

  • Hverdag

    Tanker fra en iværksætter-jomfru

    Hej med jer!

    Det er længe siden – og det er ikke med min gode vilje, men sådan endte det bare lige. Julen kom og gik, og det samme gjorde den travleste december måned, jeg nogensinde har oplevet. Den bød på et stort arbejdspres for Claus’ vedkommende – og det medfølgende pres på resten af familien, opstart af min lille virksomhed med alt, hvad det indebærer, 3 x lungebetændelse til Olli, Ville og jeg (på samme tid vel at mærke), en uge i Jylland og så lige en omgang mellemørebetændelse til yours truly at slutte året af på. Halløj! Befinder I jer nogensinde i Lalandia med pludselig opstået mellemørebetændelse nytårsdag, kan jeg varmt anbefale lægevagten i Grindsted. Særligt Doktor Mikkel – det er ham i den blomstrede skjorte. Fin fyr!

    Nå, men vi er ved at være ovenpå, og jeg er snart færdig med at poppe piller fra min 2. penicillinkur på 18 dage – woop! Og det er saftsuseme heldigt, for PÅ MANDAG starter et kæmpe stort kapitel for mig – nemlig uddannelsen som personlig træner. Jeg glæder mig! Har siddet som en dygtig lille skolepige og sorteret pensum i faneblade og ledt i hele huset efter en overstregningstusch (jeg fandt ikke nogen btw). Og her, midt i min blanding af straight up præstationsangst og galoperende gåpåmod, tænkte jeg, det var tid til en status fra iværksætterland. Det er nemlig ikke så lidt, der sker!

    Et lille potpourri af tanker fra en iværksætter-jomfru

    • Kommer der mon 2 eller 20 til mit Åbent Hus arrangement?? Svaret var ingen. Nul. Zip. Der kom ingen til det første åbent hus – eller dvs. min rare nabo kiggede forbi, men han hedder Jakob og er sgu nok ikke interesseret i et mommy forløb lige foreløbigt. Så dér stod jeg med flere Froosh smoothies fra nemlig.com, end jeg er villig til at indrømme, og pustede stearinlysene ud igen. Lavpunkt, much? Til gengæld kom der nogen til det næste arrangement! #score
    • Er der overhovedet nogen, der opdager, at man kan træne hjemme hos mig? Svaret er ja! Jeg er blæst bagover over antallet af tilmeldinger og virtuelle high fives. Der er tydeligvis masser af stemning for træning i et dertil indrettet hjemmestudie i Dragør. Tænk at jeg om 11 dage starter mine første to holdforløb op for i alt 10 seje damer! Optur!
    • Gad vide om jeg skal bruge Dinero eller E-conomic? Og hvordan var det nu med det der MobilePay MyShop? Og hvad f… er en Typeform? Og ehm… momsfritagelse? Mit hoved flyder konstant over af tanker, der handler om alt mulig andet end træning. Og i og med at træning pt. fylder ca. alt andet end drengene og Claus, ja så resulterer det altså i mental oversvømmelse. Men shit hvor føler jeg mig klog, når jeg pludselig kan sende en faktura! Også selvom jeg indtil videre kun har sendt én til mig selv.
    • Skulle jeg male væggen på toilettet? Er der plads til en knagerække dér? Tanker om indretning af mit lille studie rammer mig af én eller anden grund ofte, når jeg HAR ramt puden… Og resulterer i, at jeg liiige suser ned ad trappen for at tjekke ét eller andet. Ofte noget som nogle andre – min far/papfar/Claus – ender med at skulle sætte op. Det er blevet så FEDT derude, og der mangler kun lige et par detaljer nu. En knagerække, et billede.. og så skal jeg lige have købt et traktordæk. Som man jo skal og bør.
    • Ved jeg overhovedet, hvordan man squatter korrekt? Kan jeg egentlig dødløfte sådan rigtigt? Jeg fylder 32 i overmorgen. Jeg har trænet fitness, siden jeg var 15. Jeg har nørdet det, siden jeg var i start tyverne. Jeg har hjulpet masser af andre med deres træning. Alligevel kan jeg lige for tiden blive i tvivl om, om jeg overhovedet aner, hvad jeg laver. Som om min hjerne er blevet overordentlig bevidst om, at den er på vej ud i noget helt nyt og derfor lige tester mig for, om jeg fuldstændig har mistet forstanden og liiige burde få mig et mellemlederjob igen i stedet for. Jeg satser på, jeg ikke har glemt, hvordan man squatter!

    Alt er – med andre ord – præcis som det skal være i Iværksætterland. Stay tuned.

    Møs!

  • Hverdag,  Træning

    En helt (u)almindelig uge

    Jeg tror sjældent, jeg har gennemgået så mange følelser på én gang, som jeg har, siden jeg skrev mit sidste indlæg. På den ene side ligner hverdagen fuldstændig sig selv med måltidskasser, hente/bringe, mødregruppe og for lidt søvn. På den anden side er der sket SÅ meget, og jeg har været en tur rundt i hele rutsjebanen. Her er the highlights.

    Hvad er der sket siden sidst?

    • Mit firma er nu officielt en ting! AS Fitness ApS, sgu. Mit første CVR nummer. Og kommende momsregnskab – yikes! Jeg er pavestolt og føler mig lidt som en lille pige, der har stjålet sin mors stilletter for at lege voksen dame. Jeg er mere motiveret end nogensinde, og når jeg møder opbakning til mit lille projekt, bliver jeg fuldstændig blød om hjertet. Nurj hvor jeg glæder mig.
    • Det skrider fremad i garagen. Jeg har næsten bestilt alt udstyr på listen – som altså var liiidt lang. Nu er jeg vist nede på at mangle et stopur, et whiteboard og et vægur. Alt andet er enten allerede ankommet eller på vej med posten. Kettlebells i næsten alle størrelser, medicinbolde, slam balls, elastikker, sjippetov, battlerope, agility ladder, måtter, gulv og endnu flere labre ting. Kid in a candy store altså!
    • Jeg har indgået et samarbejde med Rune Raahauge. Han er – i mine øjne – en af de allerdygtigste personlige trænere, vi har i Danmark. Jeg ville gerne have inspiration fra ham, fordi han ved en hel masse, som jeg først skal til at lære. Han har over 15 års erfaring, laaange ventelister, har begået alle de klassiske fejl og været around the block i fitnessbranchen mere end én gang. Hans primære udgangspunkt er, at træning skal være sjovt. Og er der noget, jeg kan sætte mig ind i – så er det dét! Det allerfedeste ved mit samarbejde med ham er dog, at det sætter to ekstremt tykke streger under min mavefornemmelse, når den fortæller mig, at jeg har valgt rigtigt ved at prøve det her af.
    • Jeg er blevet interviewet til en artikel på tv2.dk om værdien af netværk under barsel. Og om at føle sig ensom indimellem. Men mest af alt om, hvordan en portion viljestyrke, en langefinger til ens egen forfængelighed og nogle gode mennesker i omgangskredsen kan få ensomheden til at liste af igen. Min seje mødregruppe stillede endda op til fotografering med mig. Den kom her i weekenden og kan læses lige her.
    • Jeg er blevet fotograferet i professionel sammenhæng intet mindre end tre gange på én uge. Det er mere, end jeg er blevet hele mit liv so far. Først af en veninde, der skulle bruge en model med et “helt almindeligt udseende” (tak Christina!) til sit nye seje tøjbrand. Dernæst af en fotograf fra TV2 ifm. artiklen. Og til sidst af sindssygt dygtige Rasmus Degnbøl, som fotograferede mig ifm. mit nye firma. Han byggede et lille studie nede i garagen – så sejt! Nå, men tre gange på en uge… Grænseoverskridende? Tjek! Alene det at skulle have mascara på så mange gange var en opgave. For slet ikke at tale om rent hår.
    • On a side note: DET ER BLEVET JUL! Dem, som kender mig godt, ved, at jeg har dyb telepatisk forbindelse til Gertrud Sand. Jeg føler hende, så at sige. Og når vi nærmer os midten af november, så slipper min tålmodighed totalt op. I år er det gået helt bananas for mig, fordi Olli begynder at forstå det og synes, det er sjovt, når nissen har puttet noget i sokken. Fantastisk! I øvrigt – et juletip – Radio Soft spiller KUN julemusik indtil jul. Just saying.
    • Ville er startet i vuggestue på stuen lige ved siden af Olli, og indtil videre går det forrygende. Det har uden tvivl været hårdest for mig. Der ligger helt klart et stort opbrud i, at ens yngste (og sidste) barn, starter i institution. Jeg skal lige finde ud af, hvem jeg er, hvis jeg ikke er på barsel – med en babys konstante behov som mit ultimative dagsfokus. Heldigvis har vi jo netop skabt os en fleksibel hverdag, så jeg kan give ham en lang og rolig indkøring med korte dage. Når jeg tænker på det, falder mine skuldre automatisk ned i deres normale højde igen.
    • Og så noget af det allerfedeste: Januar rykker tættere og tættere på, og jeg er nu næsten helt skarp på, hvad det konkret er, jeg vil tilbyde kvinderne i Dragør. Det bliver en kombination af bootcamps, åbne træninger og personlig træning (senere hen). Jeg skyder det hele af med at holde åbent hus, så man kan komme og se den ombyggede garage, jeg går og ævler om. Jeg tænker, det må være meget rart at se og mærke det fysisk, inden man melder sig til… Meget mere om det i mit næste indlæg!

    Jeg har fået en del kommentarer fra nye læsere på det sidste. Jeg er fuld af ydmyghed over, at I er derude, og jeg er enormt taknemmelig for, at I læser med, selvom I ikke kender mig personligt. Det kan nogle gange føles lidt navlepillende at skrive løs uden at vide, hvem der læser med, så jeg bliver så GLAD, når I melder jer på banen. Tak! 🙂

    Møs!

  • Hverdag,  Træning

    En stor beslutning

    Jeg har truffet en stor beslutning. En af dem, jeg har ligget søvnløs over. Den har været længe undervejs og er, som de fleste andre beslutninger i mit liv, et forsøg på at finde den perfekte balance i vores familie- og arbejdsliv. Et forsøg på at kunne lidt af det hele – på at være både den mor, ægtefælle, professionelle og bare den mig, jeg gerne vil være. Der skal være plads til vores børn, plads til store armbevægelser arbejdsmæssigt, plads til vores respektive egoer og ikke mindst plads til at være kærester. Det kræver benhård prioritering. Og derfor har jeg sagt mit job op.

    Jeg har haft en drøm om at blive selvstændig i lang tid. Det startede som en lille spire, fordi min seje iværksætterveninde Cathrine inviterede mig ind i sin allerførste virksomhed. Siden har jeg fulgt hende og mange andre spændende kvinder og mænd, der har taget det svære spring. Og nu er tiden altså rigtig for mig. Jeg har været leder i flere år, er kandidat fra CBS og på mange måder den helt stereotype opskrift på en karriere-komet. Alligevel er jeg bare ikke i tvivl om, at det rigtige for mig og for vores familie lige nu er, at jeg hopper af toget – om ikke andet så for en stund – og gør noget helt andet.

    Er der én ting, jeg brænder for lige så meget som at lede mennesker til resultater rent arbejdsmæssigt, så er det træning. Lige så længe, jeg kan huske, har jeg elsket at bevæge mig, fordi det ganske enkelt gør mig glad. Og veloplagt. Og overskudsagtig. Og stærkere. Og pænere. Og og og… I et forsøg på at kombinere to ting, jeg har en kæmpe passion for, har jeg besluttet at springe ud som selvstændig træner. Jeg er således gået i gang med at omdanne vores garage til et fitnessrum, og til januar glæder jeg mig til at slå dørene op og tilbyde bootcamps til de seje kvinder i Dragør. Samtidigt starter jeg på uddannelsen som personlig træner – endnu en gammel drøm – og når den certificering er i hus, kommer der også personlige forløb på menuen. Jeg er så heldig, at vores hus er skræddersyet til formålet, og jeg glæder mig mega meget til at vise jer billeder, efterhånden som det skrider frem. Vi går i gang med at sætte garagen i stand i weekenden – yessss!

    Jeg glæder mig til at skabe noget helt fra bunden. Noget, der helt ind i kernen og grundværdierne er mig. Jeg glæder mig over at få lov til at leve min drøm ud, samtidig med at jeg gør det, der er bedst for vores familie lige nu. Vores drenge er små, Claus’ karriere er på sit højeste, og alt hvad der giver os større fleksibilitet, mindre myldretrafik og diskussioner om, hvis møder er vigtigst – det takker vi ja til. Især når det, som det er tilfældet nu, kan kombineres med et kæmpe eventyr. Jeg glæder mig til at arbejde med mennesker og til at skabe resultater sammen. Det er jeg vant til fra mine tidligere jobs, men nu får jeg lov at prøve det af i en helt ny setting, som jeg virkelig elsker. Jeg glæder mig bare til at fylde garagen med seje, stærke kvinder, der er klar på at rykke sig, være sig selv, skabe resultater og sparke røv – altsammen i et fedt fællesskab.

    Det her er fedt at skrive, for jeg har virkelig ventet længe på at turde gøre det. For det er nemlig også skræmmende. Jeg tager en kæmpe chance, men tænker, at worst case scenario simpelthen ikke er farligt nok til ikke at prøve det af. Nu skal det være! Jeg tror så meget på mit lille projekt, og jeg har sjældent været mere motiveret. Jeg håber, I vil følge med i mit eventyr – inkl. alle de bommerter, bump på vejen og kæmpe opture, der venter på mig rundt om hjørnet.

    Møs!

  • Hverdag

    Om at få nye (voksen)venner

    Snart har vi boet i Dragør i seks uger. De er fløjet afsted. Det er der mange grunde til – Olli er startet i sin nye vuggestue, og indkøringen var lidt svær. Nu afleverer jeg heldigvis en glad dreng hver eneste morgen og henter hver eftermiddag en dreng, der er rigtig sur over, at vi skal hjem. I’ll take it! Ville er fyldt ni måneder og har pludselig fundet ud af, at han har tænkt sig at møde verden med et heftigt temperament. For det meste er han heldigvis all smiles, men om natten forvandler han sig til et utilregneligt lille (og meget nuttet) søvnmonster, der altså resulterer i, at vi ser lidt grå ud i ansigterne nogle morgener. Claus kører fuld knald på jobbet, og når man har en voldsomt passioneret mand, som jeg har, betyder det også, at arbejdet fylder, selvom vi holder fri. For mit vedkommende var vores flytning et farvel (i hvert fald fysisk) til en hel masse veninder og netværk, som jeg i løbet af årene i Aalborg fik  bygget op. Det var klart det sværeste ved at forlade Aalborg, for mange af de venskaber har virkelig reddet hverdagen flere gange. Når jeg var alene med drengene, når Claus var væk, var det fuldstændigt uvurderligt at kunne deles om ulvetimen med naboen eller dele en tirsdags-lasagne med vennerne. Det gjorde mig tryg, at jeg vidste, at jeg altid havde gode mennesker omkring mig selv og drengene, også selvom Claus lige var væk et par dage. Det gjorde det meget sjovere at gå hjemme på barsel, at der var nogen at dele den med. Og så var det altså hyggeligt at møde nogen oppe i Føtex, sådan helt lokalt.

    At komme til en ny by med en mission

    Det kan bare noget, det dér med at føle sig som en del af sit lokalmiljø. Derfor satte jeg mig også meget resolut for, at jeg ville opbygge et netværk i Dragør. Ensomhed er en sløj lille satan at gå og tumle med, og den kommer altså nemt snigende ind i barselsidyllen, hvis man ikke har nogen at dele dagene med – udover sin mand altså. Derfor lavede jeg en aftale med mig selv om at lægge al forlegenhed, frygt for afvisning og mange andre indre begrænsninger på hylden og i stedet være meget opsøgende i min kontakt til de glade borgere i Dragør. Og hvor er jeg glad for, jeg gjorde det! På ganske få uger har jeg mødt så mange søde, stærke, inspirerende damer, som jeg virkelig nyder at dele stort og småt med. Jeg har mødt en kæmpestor åbenhed i et ellers tætknyttet og meget landsby-agtigt lokalsamfund, som måske skyldes en anelse medlidenhed med hende den nye nordjyde, men som måske også handler om, at de fleste mennesker faktisk er åbne for nye venskaber, hvis nogen bare lige gider spørge dem.

    Det har på mange måder været grænseoverskridende, og jeg har brugt hele skalaen af følelser fra sølle og desperat til modig og nysgerrig. For det er jo svært, bare sådan uden videre at få sig en ny ven! Medmindre de falder ned i skødet på dig pga. én eller anden fælles kontekst, så er det jo børn, der er de seje til at sige “Hej, du virker sjov og sød – vil du med hjem til mig og lege?” Stil samme spørgsmål i voksenudgave, og man er som udgangspunkt enten meget desperat eller ude på enten 1) et frækt sidespring eller 2) et bestialsk mord/baghold/noget andet ondt og sindssygt. MEN jeg gjorde det altså alligevel, og det har resulteret i, at jeg efter seks uger møder kendte ansigter i både Netto og Føtex og får lov at krydre min hverdag med flere spændende, seje og ekstremt forskellige damer – og i nogle tilfælde også deres søde ægtefæller.

    Så derfor: Aftenens opfordring må være at få spurgt hende den flinke mor nede til gymnastik eller hende, der altid smiler venligt i bussen, om hun har lyst til at drikke en kop kaffe. Lad for guds skyld være med at blinke med det ene øje i mens (med mindre dine intentioner ligger andetsteds, bevares) men spørg! Og til inspiration kan du måske bruge mine bud på…

    Grænseoverskridende ting jeg har gjort for at få nye (voksen)venner:

    • Mødt op til “Dinner for Kvinder” arrangeret af Momunity og beskrevet her uden at kende et øje. Der mødte jeg 30 vidt forskellige Dragør kvinder og havde en virkelig fed aften. Jeg græd af grin på et tidspunkt – det må da kendetegne en succes. Hende jeg græd af grin med, drak jeg i øvrigt kaffe med i sidste uge og skal igen på tirsdag.
    • Spurgt en virkelig sød og smilende mor til en dreng i vuggestuen, om vi skulle drikke en kop kaffe. Vi mødtes i garderoben hver morgen nogle dage i træk, og så kom hun pludselig ikke et par dage. Jeg overvejede et kort øjeblik at finde hendes telefonnummer på ét af de utallige navneklistermærker i børnenes tøj, men blev enig med mig selv om, at det rent faktisk VAR lidt creepy… (Det var Claus hurtig til at bekræfte mig i.) Dagen efter var hun der igen, og hun ville super gerne drikke kaffe.
    • Spurgt en anden meget sød mor, som jeg mødte til forældremøde og lynhurtigt havde en masse til fælles med,  om vi skulle drikke kaffe. Hun var frisk, og det bliver drønhyggeligt.
    • Ringet på hos vores nye naboer og inviteret dem og deres børn ind til eftermiddagskaffe og drømmekage (mere topping end kage, altid!) dagen efter. Det var så hyggeligt, og de kommer og spiser igen i næste uge. Og så er de endda fra Ålleren 😉 

    Hermed et slag for at turde række ud efter søde mennesker, der dukker op omkring dig. Mit spæde, empiriske grundlag tyder på, at de fleste er klar på at få en ny ven – eller i det mindste en gratis kop kaffe 🙂

    Møs!

  • Hverdag,  Træning

    At holde sig i form selvom man har små børn…

    GÅ eller løb sammen! Så snart det hedder lørdag/søndag, ryger der masser af km i benene med de her to banditter og ham deres flotte far.

    De fleste med små børn kan skrive under på, at det dér med at få prioriteret sig selv – og ikke mindst sin træning – kan være virkelig svært. Når man på dårlige uger kun lykkes med at komme i bad to gange, så siger det sig selv, at man måske ikke lige får brugt 2-3 timer i fitnesscentret i samme uge. Når ens hår er så stift af tørshampoo, at man, som Frank Hvam engang så smukt sagde det, kan indgravere vandrepokaler med det, ja så står en crossfittime måske ikke lige højest på prioriteringslisten. I know the feeling! Derfor har jeg samlet nogle fif til, hvordan man alligevel kan lykkes med at holde sig i form, mens der er små poder, der løber med opmærksomheden. En barsel eller dagsinstitutionslogistik behøver ikke være lig med dårlig mor-form og endnu mere dårlig samvittighed, end man alligevel har i forvejen… SLET ikke.


    Mine tips til at holde sig i form med babyer eller små børn:

    • Gå overalt! Måske mit vigtigste tip – især til dem på barsel. At gå er en fantastisk kalorieforbrænder, og det var én af de primære årsager til, at jeg relativt hurtigt holdt op med at være trecifret på vægten efter mine graviditeter… Ahem.
    • Bliv afhængig af en podcast – og aftal med dig selv, at du kun må høre den, når du går. Jeg glæder mig altid til mine gåture, fordi jeg så kan få mit fix af Up and Vanished, som er min seneste true crime besættelse. Den er alligevel så uhyggelig, at jeg ikke tør høre den derhjemme. Smart.
    • Lav korte træningspas – 15-20 minutter, hvis du ikke kan finde mere. Måske endda 10 min her og der. Alt tæller! Det behøver ikke tage en time, og slet ikke hvis du henter lidt inspiration fra mit indlæg om mine favoritøvelser. Lav nogle squats, mens du kaster dit afkom op i luften (hej skulderpres!), eller tag dem på ryggen og lav et par pushups. Hvis det ikke sker, så leg en vild leg med dem! Jagt dem rundt i stuen, dans med dem, lav kolbøtter. ALT tæller… 
    • … hvilket leder mig til næste punkt. Træn endelig mens dine børn er i nærheden. Inddrag dem evt.! De synes helt sikkert, det er mega skægt. Og du får det rent faktisk gjort. Løb en tur med dem i klapvognen – ned til legepladsen og tilbage igen. Jeg er med på, at det er fedt med en time for sig selv, mens man i total zen-tilstand slagter både løbebånd og kettlebells til tonerne af soundtracket fra ens undgom OG har tid til at posere til en selfie i spejlet. Men altså. Mindre kan også gøre det i en svæver vending. Og armstrækkere er alligevel hårdere med en 2-årig på ryggen… Er der i øvrigt – apropos ungdom – andre, der smækker Rollin’ med Limp Bizkit på??  
    • Sig højt til din mand/kone/kæreste, at din træning er vigtig for dig! Den her lyder banal, men er enormt effektiv. Min mand ved, at jeg er tæt på ulidelig at være i en radius af 15 km af, når jeg ikke får rørt mig. Og han ved, at det gør mig glad. Derfor hjælper han mig (også for sin egen skyld!) med at få det prioriteret.
    • Tag træningstøj på fra morgenstunden. Er du på barsel, er det alligevel mega ligegyldigt, hvad du har på, og har du børn under 4 år, bliver dit tøj alligevel med 100% sikkerhed beskidt, inden kl. er 8.30. Du kan med andre ord lige så godt hoppe i din favorit-spandex fra morgenstunden. Så er der meget større chance for, du får bevæget dig. Det er sgu ret antiklimaks at tage sin sports-bh af om aftenen, og så bare lægge den tilbage i skuffen… 
    • Få en skridttæller! Kan. Ikke. Anbefale. Det. Nok. Den virker altså for de fleste! Og du behøver ikke købe et Apple Watch til en milliard eller en fitbit, der (næsten) ligner et rigtig moderigtigt armbånd til mænd. Du henter bare en gratis app. Lige nu var fx et godt tidspunkt. Ind i appstore – hent “Pedometer”, så kører det! Den sender digitalt konfetti ud i hovedet på dig, når du når 10.000 skridt, og – og her kommer en teaser – konfettien skifter farve, når du når 20.000. Er du nysgerrig???
    • Hvis du er klar til næste skridt, så tilmeld dig et forløb, der passer til din situation. Har du brug for at have baby med, så find det. Har du brug for at træne, efter ungerne er lagt, så find det. Det forpligter at melde sig til et forløb, der har et start og et slut tidspunkt. Når du ved, at du har tilmeldt dig (og betalt!) 8 uger, så tager mange sig altså lidt mere i nakken for at få det meste ud af det – frem for hvis det var dit almindelige abonnement til Fitness World, som alligevel bare kører over betalingsservice måned efter måned. Desuden er der en fed forpligtelse i fællesskabet – det er sværere at blive væk, når andre venter på dig. Og det er i øvrigt også alt for anstrengende at finde på undskyldninger i længden… 

    Jeg håber, et par af mine tips kan inspirere til, at du måske får lidt mere bevægelse ind i dagen i morgen. Det gode ved at bevæge sig er, at det smitter. Mer’ vil ha’ mer’! Personligt forsøger jeg at se på træning som noget, jeg forærer mig selv. En måde jeg kan give mig selv en lille belønning på. For det er det gode ved små børn… pludselig er 3×10 burpees a walk in the park – bare man kan få noget ro, mens man laver dem! 🙂

    Møs!

  • Hverdag

    Når du endelig får en (dyr) pause…

    Kender I det dér med, at man bare liiiige trænger til en pause? Bare lige et par timer. Trække stikket og ikke være noget for nogen udover én selv – bare lige lidt. Det behov meldte sig tifoldigt hos mig i midten af sidste uge. Der har været fart på med flytning og nyt hus, Ollis indkøring i ny vugger, Villes konstante natteroderi og nye tænder, Claus’ job, mit job, mange gæster osv. Derfor besluttede jeg mig for at lytte til det, min krop fortalte mig – GIVE. ME. A. BREAK… Som sagt så gjort og vupti dupti – et styks tidsbestilling hos Shine CPH, som er Nimbs bud på byens lækreste behandlingssted.

    Jeg glædede mig ca. lige så meget, som når jeg som teenager så frem til halbal i Mønsted, da jeg mødte op på Nimb i dag. Søde Louise, som er indehaver af Shine, tog imod mig i sine virkelig hyggelige lokaler, der emmer af ro, luksus og velvære og dufter af en blanding af ferskener, nyvaskede håndklæder og røgelse. Kæmpe fan! Jeg blev lagt godt til rette i badekåbe, tøfler, 10.000 håndklæder, min egen udvalgte hovedpude og en kæmpe dyne, og så gik Louise ellers i gang med først at fikse min noget sørgelige omgang shellac på tæerne og derefter forkæle mit ansigt med signaturansigtsbehandlingen… OMG… Hun fik både bugt med spændte tindinger, efterårstørre kinder og alle hudorme i verden. Cirka. Det var SÅ lækkert. Kæmpe anbefaling herfra!

    Hvad sådan en pause koster…

    Ja altså rent praktisk er den pebret – 2300 kr måtte jeg slippe i dag, men halløj hvor var det alle pengene værd. Det er heller ikke den pris, jeg mærker som den mest bekostelige i dag. Nope, i dag betaler jeg den mentale pris for sådan en pause. Jeg er sådan én, der reagerer ekstremt fysisk på psykiske ting. Er jeg mentalt under pres, får jeg ondt i maven, river en albue af led og får akne i hele panden. Agtigt. Og på samme måde bliver jeg nemt enormt følelsesmæssigt påvirket af fysiske udskejelser – tuder efter massage, får grineflip af en ekstra hård træning osv. You get the picture. Derfor vidste jeg også godt, at der formentlig ville komme én eller anden reaktion, når min krop og mit hoved endelig fik en pause og kom ned i gear. Det gjorde der også. Mens jeg lå der og slappede fuldstændig af, kom tankerne snigende. Som om de sagde “Nu har du ikke haft tid og overskud til at samle dig om os, så nu, vi endelig har dig, er der lige 4-5 andre ting, vi godt vil vende med dig…”

    Jeg fik hjemve efter Aalborg og alle de mennesker, jeg ikke har haft tid til at mærke, hvor meget jeg faktisk savner. Jeg fik dårlig samvittighed over for Olli og alt det, vi udsætter ham for med flytning, nyt hus, nyt værelse, ny seng, ny vuggestue, nye knapper på en ny fjernbetjening, helt nye rutiner. Fik tilsvarende dårlig samvittighed (seriøst, hvad er det med mødre og dårlig samvittighed?!) over for mine papbørn, som vi er flyttet fra og savner i vores hverdag. Jeg kom i tvivl om min egen situation – hvad skal der ske jobmæssigt, og er der overhovedet nogen, der gider læse min blog?

    Nogle gange ville det næsten være nemmere…

    … bare at fortsætte i 6. gear uden at komme op efter luft. Så slipper man for at forholde sig til alt det, der følger med, når man endelig giver sig selv lov at trække vejret. Det er lidt ligesom ikke at få sin nattesøvn, når ens baby får tænder/har kolik/er konstaaaant sulten/bare er skrupskør; det er næsten FOR tortur-agtigt at få lov at “smage” på en hel nats søvn, hvis man ved, de søvnløse nætter venter igen i morgen…

    Så det er altså status her – jeg FIK en, hvis jeg selv skal sige det, velfortjent pause, og min hud strutter af selvtillid og ferskener og frugtsyre. Men pausen kom med en lille pris – nemlig at mærke efter, hvordan jeg egentlig har det dér nederst i maven. Og der lå altså lige et par tanker og rodede rundt og trængte til lidt opmærksomhed… Så det får de de næste par dage. Og så ellers en opfordring herfra til at stoppe op og mærke efter. Måske bliver du overrasket.

    Møs!

  • Hverdag

    Om at være forelsket i en ældre mand…

    Claus er 15 år ældre end mig. Og eftersom jeg er 31, efterlader det Claus med 46 solide somre i bagagen. Om det lander os i kategorien for ægtepar med “stor aldersforskel”, ved jeg ikke, men den er der i hvert fald – aldersforskellen. Da Claus blev gift første gang og fik sit første barn, startede jeg i 6. klasse. Da Claus huserede som MC betjent hos Frederiksberg politi, centrerede min verden sig om sodavandsdiskoteker i Klubben Lyngvej og ham den lækre fra niende…

    Alder er bare et tal…

    … er en gammel floskel, der lever i bedste velgående. Og når man befinder sig i vores situation, støder man af og til på den fra velmenende folk, der ikke lige ved, hvad de ellers skal sige… Det passer bare ikke. For selvfølgelig kan 15 års liv, som den ene allerede har levet og lært af, mens den anden stadig har dem til gode, mærkes. Derudover er der en masse praktik at tænke over, når man indlader sig på den slags. Man er fx ofte helt forskellige steder i sin karriere, man kan ikke begge to være unge med sine børn, en dag går man måske på pension på helt forskellige tidspunkter, og hvad med vennekredsen? Det er ikke bare easy as pie. Men så igen – hvornår har den rigtig fede slags kærlighed nogensinde været skide nem? Det er der altså ikke lavet mange film om… Da Claus og jeg fandt sammen, vidste jeg, at han var manden, jeg skulle have børn med og leve sammen med. Vi har begge to forliste ægteskaber i bagagen, så knubs og erfaringer har vi nok af. En bestemt følelse ramte mig meget hårdt, da jeg lærte Claus at kende, og den har aldrig sluppet taget i mig: Vi lever kun én gang, og vi aner ikke hvor længe. Så når lynet slår ned, er det bare om at holde fast. Og SÅ er alder altså fuldstændig underordnet…

    Nå, men inden det hele drukner i romantiske mor-tårer, så får I lige en lille liste. For aldersforskellen KAN mærkes…

    • Børn – den åbenlyst største mærkbare forskel på vores 15 år. Claus har tre store børn og har derfor prøvet det hele før. Min første fødsel, det største øjeblik i mit liv, var hans fjerde. Når jeg er ved at selvantænde af begejstring fordi Olli har lært at sige “DAKTOOOR” (traktor – selv tak), eller er ved at ringe 112, fordi han muligvis har øjenbetændelse, har han set det før. Han er heldigvis et meget begejstret menneske sådan helt generelt, så han er god til at dele glæderne alligevel, og så gør det egentlig ikke så meget, at han sørger for, jeg ikke misbruger alarmcentralen…
    • Jeg voksede op i den tro, at jeg var det knap så kendte sjette medlem af Spice Girls, og Claus’ teeanagesoundtrack stod Roxette for. Til gengæld hører han Westlife og BSB for fulde gardiner i dag. Det har jeg svært ved at brokke mig over.
    • Claus købte et kæmpestort stereoanlæg og en “Stereo VHS” for sine konfirmationspenge… Jeg fik en Nokia 3310.
    • Vores vennekredse er der sjovt nok også 15 års forskel på sådan i runde tal. Det var jeg meget nervøs for i starten. Jeg frygtede altid, at samtalen skulle handle om noget, jeg ikke kunne huske… Fordi jeg vel at mærke ikke var født, da det skete… Jeg var bange for at være hende den unge og bekræfte klicheen totalt. Nogle af vores venner er tættere på at være jævnaldrende med mine forældre end med mig, og der HAR da været enkelte gange, hvor jeg har haft lettere ved at følge med i samtalen nede i teenage-enden af bordet… Men det er altså få gange! 🙂
    • Til gengæld kan man mærke det på vores venners børn. De er enten helt små eller ved at være klar til at flytte hjemmefra. Vi kender ganske få i alderen 5-15 ish… Det er med andre ord et rimelig broget crowd, når vi holder gløgg og æbleskiver for alle vennerne i december hvert år!
    • Vores liv, da vi mødtes var fuldstændigt grundlæggende forskellige. Claus kørte karriere, kørte til fodbold og kørte hjem fra fester i nabolandsbyerne. Jeg kørte rundt i min firmabil, kørte rigtig mange dyre kopper kaffe ind og kørte USAs vestkyst tynd i en Mustang med min bedste veninde. Jeg gik, i bogstaveligste forstand, direkte fra at drikke cocktails på indre Nørrebro til at invitere folk på formiddagskaffe i provinsen… Kontrast much?

    Vores aldersforskel kan i den grad mærkes. Men faktisk oftest som noget positivt. Claus siger altid, at det er min energi og hans erfaring, der er vores hemmelige ingrediens. Desuden passer det med, at Claus’ karriere peaker lige nu, og så kan min gøre det, når han begynder at tage en slapper… Alt ånder med andre ord fred og idyl – på trods – og måske endda på grund af – to meget forskellige dåbsattester 🙂

    Møs!

  • Hverdag,  Træning

    Verdens. Bedste. Leggings.

    Dagens indlæg byder på en lille servicemeddelelse.

    Jeg er, som bekendt, på barsel. Jeg er derudover en kvinde, der træner relativt meget. Jeg er DERudover mor til to drenge, som jeg bruger ret mange timer med på gulvet akkompagneret af biler, traktorer, legoklodser, gravkøer og den lejlighedsvise bananskræl. Altsammen glimrende undskyldninger, synes jeg selv, for at bruge størstedelen af mine dage iført leggings i én eller anden form. De er mega praktiske (ved godt det er ultra mor-agtigt, men det ER de!), de giver mig frihed til at bevæge mig, squatte uden frygt for at flashe trusser til alle nord for Hamborg, hente æblerrester og havregryn op fra gulvtæppet og lege stor farlig T-rex uden at skulle hive bukserne op bagefter. Og så sidder de stramt, så min søde mand er også glad (siger han i hvert fald…) 

    Mit store forbrug af leggings afstedkommer også, at jeg altid er på jagt efter det perfekte par. Og at jeg har en del i skabet at vælge imellem… Og nu, mine damer og herrer, har jeg altså fundet dem. De perfekte leggings. Den hellige gral inden for active wear, om man vil. Jeg har tre par, og jeg har levet i dem siden april. Min grænse for, hvilke steder man uden at virke upassende kan frekventere i træningsleggings rykker sig hele tiden…

    Barsel = Hverdagsrod i leggings

    De er fra Moonchild Yogawear, som er det dejligste feel-good brand, der tilmed både er dansk og bæredygtigt. Modellen hedder Lux Legging og kan fåes i sort og mørkeblå. De er lidt tykkere end normale leggings, højtaljede på den helt rigtige måde, sømløse, bløde, og så tørrer de lynhurtigt – hvilket er ultra praktisk, når man som mig for det meste altid enten sveder til træning eller har spildt noget på sig derhjemme. Smart. Men det BEDSTE ved dem er, at de får én til at se bedre ud, end man faktisk gør i virkeligheden. De er en form for fitness spanx! På det her punkt er de faktisk lidt tarvelige på samme måde som de der piger i folkeren, der tog tre Snoopy push-up bh’er uden på hinanden, når der var fest i klubben. Der var ligesom ikke rigtig sammenhæng mellem indhold og indpakning, når ham den høje fra niende endelig fik én af dem med hjem. Nuvel, sådan er der så meget, og jeg overrasker ikke længere nogen på det punkt, så jeg pakker mig gladeligt ind i trænings-shapewear fra taljen og ned.

    De kan købes lige her hos dejlige PS Studio https://shop.psstudio.dk/da_dk/leggings/ , der i øvrigt har verdens lækreste webshop i det hele taget. Jeg har for øvrigt intet ud af at anbefale dem – udover at jeg utroligt godt kan lide både webshop, træningsstudio og menneskene bag det hele 🙂

    Tjek dem ud, ladies!

  • Hverdag

    Status: 2 uger i Dragør

    Jeg tænker, at to uger er et godt tidspunkt at gøre status på. Det er teknisk set to og en halv uge, men det så ikke helt så godt ud i overskriften. Og søndag er også en bedre dag at gøre status på end onsdag.. Ikke desto mindre har vi nu boet i vores dejlige hus i ret præcist 18 dage. Hermed en temperaturtagning på, hvordan det står til:

    • Først og fremmest har vi fået mere tid med Claus. Og her kommer der allerede lige en stor fed disclaimer – for det betyder nemlig ikke, at vi bare vælter os i familietid og er løbet tør for samtaleemner. I en hverdag med to små bananer som Olli og Ville, bliver tiden bare spist. MEN vi spiser både morgenmad og aftensmad sammen med Claus langt de fleste dage, og det er fuldstændig magisk. Det var jo derfor, vi rejste herover.
    • Olli er er startet i sin vuggestue og eeelsker det. De fleste morgener starter med, at han spærrer øjnene op og råber “LEGE!”, hvilket er universalsprog for vuggestue. Jeg er stadig i gang med at køre ham ind, og alle med et tungt bankende mor- eller far-hjerte kan formentlig sætte sig ind i, hvor stor en betydning det har, at han allerede er faldet så godt til. Ville har i øvrigt fået plads samme sted og starter i slutningen af november. WIN.
    • Jeg har mødt utroligt mange søde damer på utrolig kort tid. Jeg brød ca. 10.000 grænser, da jeg i torsdags mødte op til et lokalt arrangement for mødre i Dragør, arrangeret af facebook fællesskabet Momunity. Konceptet var ret simpelt: Er du mor og bosat i Dragør, og har du lyst til at møde nogle ligesindede, så få numsen ned på Café Sylten torsdag kl. 18. Jeg kendte ikke et øje, men det kom jeg til. Sikke en masse seje kvinder – og sikke en masse kaffeaftaler her bagefter! Jeg kan varmt anbefale at tjekke sin lokale Momunity gruppe ud på FB. Der er over 9000 medlemmer på landsplan, og bagkvinderne er nogle seriøst seje typer.
    Lidt nervøs og med en uvant mænge mascara i ansigtet på vej til Momunity arrangement..
    • Vi nyder vores lille nye nærmiljø. Dragør er enormt landsby-agtigt. Og rimelig meget som at være hjemme i Jylland. Måske derfor alle vores nordjyske venner var ved at selvantænde af begejstring på vores vegne, da vi først fortalte om Dragør.. Slagteren og bageren i Sydstrandscentret (Endnu en disclaimer – det lyder ekstremt meget større, end det er. Slagteren og bageren udgør 20% af det samlede antal butikker… Like I said – landsby…) får jævnligt besøg, legepladsen på Engvej er indtil videre favoritten, og så er der altså noget helt særligt over at bo ved havet. Fra vores første sal kan vi se vandet, og drengene og jeg har virkelig fået kørt nogle hyggelige strandture i klapperen.
    • Sidst, men ikke mindst har vi haft mange gæster, og der er flere på vej. Og det er dejligt! Det er fedt at vise vores nye sted frem, og fedt at mærke i praksis, hvordan det store hus fungerer super godt både til vores “hverdagsfamilie” på fire og til the extended version på… en million. Jeg elsker nemlig, at vi er begge dele.

    Indtil videre leverer du altså, Dragør! Jeg glæder mig til at se, hvad tredje uge bringer.

    Møs!