• Træning

    Fem ting, jeg har ændret ved min træning

    Jeg har trænet fitness siden 2003. Crossfit siden 2010. I størstedelen af den periode er min viden om træning vokset, min styrke er gået op og ned, men mestendels øget, og mit tekniske niveau er blevet bedre og bedre. En ting der dog altid har været den samme, har været min grundlæggende tilgang til træning. Lige så længe jeg kan huske, har træning været noget fysisk, der handlede om at presse mig selv mest muligt til bedst mulige resultater. Det handlede om konkurrence, og selvom jeg altid har elsket at træne, var det forbundet med en vis følelse af pligt. Noget jeg først og fremmest skulle, og heldigvis (for det meste) også havde lyst til.

    I dag er mange ting de samme som altid, men visse ting har ændret sig. Måske er det fordi, der kom to små kærlighedsklumper og stjal al min tid, måske er jeg bare blevet en gammel dame. I hvert fald – fem ting, der har ændret sig:

    1. Jeg træner ikke længere for at konkurrere med andre, men for min egen skyld. Konkurrenceelementet er der stadig, men jeg slås i langt højere grad med mig selv. Det handler om at investere MIN tid bedst muligt – få det meste ud af min egen indsats. Bevares, det ligger stadig dybt i mig, at jeg elsker at se mit navn øverst på en tavle, fordi jeg VANDT/var stærkest/hurtigst/mest udholdende, whatever, men jeg øver mig i at konkurrere med mig selv frem for alt.
    2. Jeg har fået enormt stor respekt for, hvad vejrtrækning betyder. Tidligere tænkte jeg slet ikke over den. Vejrtrækningen, altså. Jeg holdt faktisk vejret, når det blev rigtig tungt, spændte op i kæberne, prustede og skar ansigt. Præcis som alle wife beater pumperne nede ved håndvægts-racken i Fitness World (sorry not sorry!). I dag har jeg lært, at fokus på min vejrtrækning, en afslappet kæbe og en tanke ned i den muskel, der skal udføre arbejdet, faktisk kan øge min styrke og lade mig løfte tungere. Det handler om fokus, om at slappe af og spænde op de rigtige steder, og om at lukke andre tanker ude. Jeg hadede faktisk lidt at indrømme, hvor stor en forskel det her gjorde for mig, da jeg endelig fattede det…
    3. Jeg har stort set droppet alle de crazy, omend meget instagram-venlige psycho moves. De simple øvelser er altså ofte de bedste. Før var det meget noget med bulgarian split squat burpees på en bosu bold med en vægtskive mellem skulderbladene.. Nu laver jeg primært kombinationer af de helt grundlæggende, funktioneller øvelser som squats, lunges, planker, hop og forskellige løft. Jeg kan teknikken på rygradden og kan derfor hurtigere bygge vægt på og se resultater. Jeg synes stadig, det er skægt at eksperimentere og udfordre mig selv med et eller andet helt åndssvagt svært – men det er fordi, jeg er en nøøørd. Resultaterne kommer alt rigeligt af det andet.
    4. Træning er blevet noget ekstremt holistisk for mig. Dét her havde jeg så svært ved i starten… Det virker SÅ hokus pokus agtigt. Men altså – hear me out. Jeg har fundet en masse styrke i, at træning ikke kan isoleres til noget fysisk. Der er en grund til, at løbere siger, de “lige skal have clearet hovedet”, når de løber. Vores følelser og fysik hænger sammen. Jeg oplever fx nogle gange, at træningspas udvikler sig til både hysteriske grineflip og ustandselige tudeture. Det sker, når jeg fysisk presser mig selv derud, hvor jeg ikke længere er i stand til at holde på formerne, så følelserne får frit løb. Det betyder også, at det helt lavpraktisk kan lade sig gøre at træne sig i godt humør. Eller at træne negative følelser ud af kroppen. Smart!
    5. Jeg afslutter mine træninger med lige at “lande” – enten i form af en helt kort meditation eller som minimum nogle dybe vejrtrækninger. Jeg lukker øjnene, får styr på vejrtrækningen, samler mig selv om resten af dagen og mærker, hvordan jeg har det i lige præcis det øjeblik. Det tvinger mig til at være nærværende, hvilket jeg konstant øver mig i.

    Jeg bliver nok aldrig specielt spirituelt anlagt. Det skulle da lige være, når jeg bliver en riiigtig gammel dame. Så kunne det måske være et sjovt alter ego at påtage sig.. Anyway! Jeg har virkelig aldrig haft specielt meget til overs for, når ting blev for spacey og hokus pokus. Jeg må bare sande, at noget af det, jeg engang ikke orkede, i dag giver mig en meget mærkbar fysisk effekt. Fx meditation og vejrtrækning… Og SÅ giver det pludselig mening alligevel. For resultater har jeg altså alle dage været glad for!

    Møs!

  • Hverdag,  Træning

    Verdens. Bedste. Leggings.

    Dagens indlæg byder på en lille servicemeddelelse.

    Jeg er, som bekendt, på barsel. Jeg er derudover en kvinde, der træner relativt meget. Jeg er DERudover mor til to drenge, som jeg bruger ret mange timer med på gulvet akkompagneret af biler, traktorer, legoklodser, gravkøer og den lejlighedsvise bananskræl. Altsammen glimrende undskyldninger, synes jeg selv, for at bruge størstedelen af mine dage iført leggings i én eller anden form. De er mega praktiske (ved godt det er ultra mor-agtigt, men det ER de!), de giver mig frihed til at bevæge mig, squatte uden frygt for at flashe trusser til alle nord for Hamborg, hente æblerrester og havregryn op fra gulvtæppet og lege stor farlig T-rex uden at skulle hive bukserne op bagefter. Og så sidder de stramt, så min søde mand er også glad (siger han i hvert fald…) 

    Mit store forbrug af leggings afstedkommer også, at jeg altid er på jagt efter det perfekte par. Og at jeg har en del i skabet at vælge imellem… Og nu, mine damer og herrer, har jeg altså fundet dem. De perfekte leggings. Den hellige gral inden for active wear, om man vil. Jeg har tre par, og jeg har levet i dem siden april. Min grænse for, hvilke steder man uden at virke upassende kan frekventere i træningsleggings rykker sig hele tiden…

    Barsel = Hverdagsrod i leggings

    De er fra Moonchild Yogawear, som er det dejligste feel-good brand, der tilmed både er dansk og bæredygtigt. Modellen hedder Lux Legging og kan fåes i sort og mørkeblå. De er lidt tykkere end normale leggings, højtaljede på den helt rigtige måde, sømløse, bløde, og så tørrer de lynhurtigt – hvilket er ultra praktisk, når man som mig for det meste altid enten sveder til træning eller har spildt noget på sig derhjemme. Smart. Men det BEDSTE ved dem er, at de får én til at se bedre ud, end man faktisk gør i virkeligheden. De er en form for fitness spanx! På det her punkt er de faktisk lidt tarvelige på samme måde som de der piger i folkeren, der tog tre Snoopy push-up bh’er uden på hinanden, når der var fest i klubben. Der var ligesom ikke rigtig sammenhæng mellem indhold og indpakning, når ham den høje fra niende endelig fik én af dem med hjem. Nuvel, sådan er der så meget, og jeg overrasker ikke længere nogen på det punkt, så jeg pakker mig gladeligt ind i trænings-shapewear fra taljen og ned.

    De kan købes lige her hos dejlige PS Studio https://shop.psstudio.dk/da_dk/leggings/ , der i øvrigt har verdens lækreste webshop i det hele taget. Jeg har for øvrigt intet ud af at anbefale dem – udover at jeg utroligt godt kan lide både webshop, træningsstudio og menneskene bag det hele 🙂

    Tjek dem ud, ladies!

  • Hverdag

    Status: 2 uger i Dragør

    Jeg tænker, at to uger er et godt tidspunkt at gøre status på. Det er teknisk set to og en halv uge, men det så ikke helt så godt ud i overskriften. Og søndag er også en bedre dag at gøre status på end onsdag.. Ikke desto mindre har vi nu boet i vores dejlige hus i ret præcist 18 dage. Hermed en temperaturtagning på, hvordan det står til:

    • Først og fremmest har vi fået mere tid med Claus. Og her kommer der allerede lige en stor fed disclaimer – for det betyder nemlig ikke, at vi bare vælter os i familietid og er løbet tør for samtaleemner. I en hverdag med to små bananer som Olli og Ville, bliver tiden bare spist. MEN vi spiser både morgenmad og aftensmad sammen med Claus langt de fleste dage, og det er fuldstændig magisk. Det var jo derfor, vi rejste herover.
    • Olli er er startet i sin vuggestue og eeelsker det. De fleste morgener starter med, at han spærrer øjnene op og råber “LEGE!”, hvilket er universalsprog for vuggestue. Jeg er stadig i gang med at køre ham ind, og alle med et tungt bankende mor- eller far-hjerte kan formentlig sætte sig ind i, hvor stor en betydning det har, at han allerede er faldet så godt til. Ville har i øvrigt fået plads samme sted og starter i slutningen af november. WIN.
    • Jeg har mødt utroligt mange søde damer på utrolig kort tid. Jeg brød ca. 10.000 grænser, da jeg i torsdags mødte op til et lokalt arrangement for mødre i Dragør, arrangeret af facebook fællesskabet Momunity. Konceptet var ret simpelt: Er du mor og bosat i Dragør, og har du lyst til at møde nogle ligesindede, så få numsen ned på Café Sylten torsdag kl. 18. Jeg kendte ikke et øje, men det kom jeg til. Sikke en masse seje kvinder – og sikke en masse kaffeaftaler her bagefter! Jeg kan varmt anbefale at tjekke sin lokale Momunity gruppe ud på FB. Der er over 9000 medlemmer på landsplan, og bagkvinderne er nogle seriøst seje typer.
    Lidt nervøs og med en uvant mænge mascara i ansigtet på vej til Momunity arrangement..
    • Vi nyder vores lille nye nærmiljø. Dragør er enormt landsby-agtigt. Og rimelig meget som at være hjemme i Jylland. Måske derfor alle vores nordjyske venner var ved at selvantænde af begejstring på vores vegne, da vi først fortalte om Dragør.. Slagteren og bageren i Sydstrandscentret (Endnu en disclaimer – det lyder ekstremt meget større, end det er. Slagteren og bageren udgør 20% af det samlede antal butikker… Like I said – landsby…) får jævnligt besøg, legepladsen på Engvej er indtil videre favoritten, og så er der altså noget helt særligt over at bo ved havet. Fra vores første sal kan vi se vandet, og drengene og jeg har virkelig fået kørt nogle hyggelige strandture i klapperen.
    • Sidst, men ikke mindst har vi haft mange gæster, og der er flere på vej. Og det er dejligt! Det er fedt at vise vores nye sted frem, og fedt at mærke i praksis, hvordan det store hus fungerer super godt både til vores “hverdagsfamilie” på fire og til the extended version på… en million. Jeg elsker nemlig, at vi er begge dele.

    Indtil videre leverer du altså, Dragør! Jeg glæder mig til at se, hvad tredje uge bringer.

    Møs!

  • Træning

    Lørdagens træning

    I dag skinnede solen på smukke Dragør, så jeg rykkede træningen udenfor. Og selvom jeg virkelig skulle holde mig i skindet for ikke at sætte “Miami” med Will Smith på for fulde gardiner (det må være poolen… der er noget 00er musikvideo over at træne ved siden af en pool), så blev det til en ganske hæderlig lille træning. Mine planker blev ganske vist en smule afbrudte, fordi Olli på det tidspunkt joinede mig i haven, og vi stadig er panisk angste for, at han skal dratte i vandet. Vi får et pooltag monteret om nogle uger. I øvrigt en helt ny branche for mig. Pooltage altså. Nå, det var en afstikker! Jeg havde et par håndvægte til rådighed, og dagens træning bestod af følgende (i supersets, as always):

    • 10 x burpees
    • Superset 1 / 3 runder á:
      • 10 x burpees m. skulderpres
      • 15 x regular squat
    • Superset 2 / 3 runder á:
      • 10 x dumbbell push-ups
      • 20 x walking lunges (Så langt var der nemlig ned til bunden af poolen og tilbage igen. Jeg kan godt selv høre det. Jeg finder selv ud.)
    • Superset 3 / 3 runder á:
      • 50 x mountain climbers
      • 15 x goblet squat
    • Superset 4 / 3 runder á:
      • 10 x box jumps
      • 1 min planke
    • 10 x burpees

    Og så har min søde mand i øvrigt fortjent en ekstra cola zero i aften. Det der #bloggerhusband halløj er helt nyt. Og så for en nordjyde.

    Hvad har I lavet i dag??

  • Hverdag

    Når mor-hammeren rammer…

    Der er tidspunkter på en dag, hvor mor-hammeren rammer mig lige mellem øjenbrynene, og jeg føler mig mere som nogens mor end som noget som helst andet. Og især som drengemor. Nogle gange kan jeg godt misunde de mødre, der leger med Barbie dukker og fletter hår bare en LILLE bitte smule. Der er også tidspunkter på en dag, hvor mor-hammeren gør mig til en liiidt dårligere version af mig selv end ellers. Den dér lidt bitre, lidt (bare lidt!) selvopofrende type på vej ud i dagens femte semi-frivillige martyrium, mens jeg desperat higer efter, at nogen skal komme og stikke mig en highfive og en kop (varm) kaffe. Og sige at jeg gør det mega godt. Nogle gange skal der virkelig ikke så meget til. Nå, men #thismomlife har som bekendt mange facetter, og her er et lille random udpluk, jeg har funderet over på det sidste.

    • Jeg ser uforholdsmæssigt meget ukrainsk traktorræs på Youtube. Jeg siger ikke, My Little Pony ville gøre mig mindre sindssyg, jeg siger bare, at ukrainske mænd på traktorer i mudder ikke lige gør det for mig.
    • Når min mand, inden han tager på arbejde, siger “Jeg går lige op og børster tænder”, er min første indskydelse: “OKAY hvem skal du imponere?”. Selvsagt ikke mit stolteste øjeblik.
    • Inden jeg sprang ud som blogger, skulle jeg lige igennem en fase, hvor jeg privatiserede min instagram profil og slettede 75% af mine følgere pga. alle billederne af Olli og Ville. Nu er jeg tilbage til åben profil og er mere rolig omkring de dér billeder. Jeg er med på, det er et minefelt af et emne, men for mig er det altså ikke en kilde til utryghed.
    • Olli er lige blevet stor nok til at lege med farvekridt. Men ikke stor nok til at skelne mellem papir og sofa/gulvtæppe/køkkenlåger. Eller måske netop stor nok til præcis den skelnen i virkeligheden… I hvert fald fylder synet af min 2-årige med næven fuld af farver, mens han løber mig i møde og råber “DAKTOOOR” mig med lige dele stolthed og rædsel. Jeg er altid på vagt for en Crayola på afveje.
    • På en dårlig mor-dag bliver jeg super bitter over min mands arbejde. Og misundelig… Og bitterhed og misundelse er seriøst noget af det mest usexede, der findes. Nuvel, de er der altså, når jeg ser mig i spejlet på de der mindre heldige dage. Medmindre hans arbejde har gjort fysisk ondt på ham, så er der en lille djævelsk del af mig, der ikke rigtig synes, det tæller. For så har han jo bare rendt rundt og hygget sig. Og sovet på hotel. Og spist på restaurant. Og fået ros. Og været the shit. Og NYDT det, God forbid!
    • Det er på mange måder noget af det mest grænseoverskridende nogensinde at være på barsel. Især med nummer to, hvor man ligesom er lidt mere låst i en fast rutine. Jeg har og havde så mange forventninger, og nogle dage lever den dér barsel op til det hele og meget mere til, og jeg føler mig som den sindssygeste power mom all day, mens jeg hører Beyonce for mit indre soundtrack, og alt bare ligesom flasker sig. Og andre dage taber man hele bøtten med vaniljeskyr på gulvet, og så følger resten af dagen ellers trop med sure børn og en mand, der kommer 10 minutter senere hjem end aftalt. Det er den vildeste rutsjebane nogensinde, og lige om lidt er den pist væk. Så nu går jeg lige tilbage til min varme kaffe, mens jeg nyder mine to (!!) sovende børn i hver deres vogn på terrassen.

    Møs!

  • Hverdag

    2791 D R A G Ø R

    Så var vi her pludselig! 9000 er skiftet ud med et noget mere kompliceret postnummer her langt mod øst, og indtil videre går det forrygende. Vi er ved at være på plads i det nye hus (både Claus og jeg er den der slags typer, der helst vil fikse alting NUUU, så det er gået pænt stærkt), Claus er startet på arbejde igen, og hverdagen har så småt meldt sig. Det er noget underligt noget, det dér med at flytte. Hjernen ved det jo godt, men der går lige lidt, før kroppen følger med. Jeg siger stadig “hjemme i Aalborg” 16 gange om dagen, og jeg tager hele tiden mig selv i at tænke “det her bliver rigtig godt”. Som i bliver… Som i den er der ikke helt endnu. Mavefornemmelsen, altså. Den velkendte duft og følelse af at være HJEMME. Men jeg er fortrøstningsfuld, for indtil videre virker det, som om vi har været svært heldige i tombolaen både hvad angår hus, naboer, vuggestue og den nærmeste bager. De vigtige ingredienser i hverdagen, om man vil.

    Inden for de sidste 10 dage har jeg…

    1. Pakket 156 flyttekasser ud på 48 timer. Shit jeg var pissed på de l**** kasser til sidst. Flyttemændene troede ikke på mig, da jeg sagde, de godt kunne hente dem igen. Men det var godt givet ud, for en klog mand sagde engang til mig, at hvis man ikke får dem pakket ud inden for den første uge, gør man det ikke inden for det første år.
    2. Besøgt Ollis nye vuggestue. Dragør er en lille kommune med kun 12000 indbyggere, og den er heldigvis temmelig veldrevet på børneområdet. Han skal gå i en integreret institution med 150 børn i alt, og for en dreng, der er vant til en privat dagpleje med tre andre børn, så var det som at komme i Bonbonland en helt almindelig torsdag formiddag. Vi starter indkøring på tirsdag, og det bliver så godt for ham. Han keder sig lidt herhjemme med sin mor og lillebror.
    3. Genskabt kontakten med gamle veninder og haft besøg af flere af dem til kaffe og croissanter. En af dem bor endda lige rundt om hjørnet og er på barsel. Win!
    4. Fået en mødregruppe! Føromtalte veninde på barsel har overbevist sin egen mødregruppe (jeg ved endnu ikke, om der var bestikkelse involveret) om at adoptere Ville og jeg. Det er altså pænt optur, når man er helt ny i byen.
    5. Fundet mit nye fitnesscenter. Det er åbenbart “stedet” i Dragør, og det har tilsyneladende alt, hvad en junkie som mig skal bruge. Det er underligt, men det betyder faktisk meget for følelsen af at lande.
    6. Gjort to grænseoverskridende ting i forsøget på at udvide mit netværk i min nye by. 1) Tilmeldt mig et helt strålende koncept, der hedder Dinner for Kvinder, som arrangeres af en lokal “mom-unity” gruppe på facebook. Det er på torsdag, og jeg er lidt nervøs! 2) Mødt en kvinde på biblioteket, (som også var der med sit barn, fordi det regnede. Og var onsdag morgen.) og bedt om hendes telefonnummer! Hun var heldigvis frisk på kaffe.
    7. Mødt nye søde naboer – thank god!! Dén var jeg nervøs for… Jeg var jo som bekendt mildest talt begejstret for naboklientellet i Ålleren. Vores nye naboer byder både på søde par med små børn, et hold rare pensionister og hold nu fast – en mega sød familie fra Aalborg. Jeg har svært ved at se, hvordan dét puslespil kunne gå bedre op.
    8. Haft mange overnattende gæster, lavet meget mad, gået mange ture, fundet vores nye Føtex, købt mange theboller til Olli, brugt lidt for lang tid i Silvan, testet legepladser, nydt Dragørs hyggelige gamle bydel, fodret ænder, googlet indretning, drukket rigtig meget kaffe og forsøgt at underholde Olli og Ville herhjemme i dagtimerne. Skal i den forbindelse i øvrigt lige vænne mig til stengulv! #mommynerves

    Det her skal nok blive godt! Jeg føler stadig, vi er på ferie og skal hjem til Ålleren om lidt, men den kommer snigende, kan jeg mærke.. Mavefornemmelsen, altså.

    Møs!

  • Hverdag

    Tre dage…

    … til flyttebilen kommer! Yikes!

    Vi er klar. Agtigt. Vi har smidt ud, kørt til genbrug, ryddet op og talt så meget om indretning, at jeg drømmer om det om natten. Vi har sprøjtet ting afsted på facebook marketplace i en sådan grad, at vi hverken har TV, hylder eller spisebord tilbage.. Så vi lever pænt spartansk og med en konstant påmindelse om, at vi er på vej videre. Og når man er rigtig glad for at være lige dér, hvor man er, så er det en rimelig emotionel omgang, kan jeg afsløre. Der har været kortere mellem tudeturene, end der plejer (jeg er en følsom dame, så en vis mængde tudeture er ligesom standard herhjemme, no worries), og pludselig får de mindste ting kæmpe betydning. Den sidste tur i Netto. Den sidste gåtur på præcis DÉN sti. Den sidste bagte kage i ovnen. Den sidste græsslåning. Og selvfølgelig det sidste på gensyn til naboerne, vennerne og familien.

    Men så, midt i aftenhyggen inden drengene skulle sove, slog det mig igen, hvorfor vi gør det her. Fordi vi vil være mere sammen. Fordi vi vil have en hverdag hvor drengene rent faktisk kan se deres far hver dag, i stedet for at skulle undvære ham flere dage og nætter om ugen. Fordi det skal være muligt at forene en enestående karrieremulighed med et sundt familieliv. En hverdag hvor jeg kan sove ved siden af ham, jeg trods alt har giftet mig med, fordi jeg synes, han er både sød og pæn og sjov og rimelig begavet at høre på. Når jeg tænker på det, så glæder jeg mig bare, til den flyttebil kommer. Jeg kommer helt sikkert til at tude, indtil vi er syd for Randers, men jeg ER altså klar, promise! 🙂 Jeg skal bare liiige have pakket lidt…

    Møs!

  • Hverdag,  Træning

    PS I love you..

    I Aalborg ligger der et lille træningssted, som hedder PS Studio. PS står for Pernille Skall, som ejer stedet. Hun er, mildt sagt, en potent dame, når det kommer til all things træning, kost og velvære. Jeg lærte Pernille og PS at kende, fordi jeg gerne ville tilbage i form efter Villads’ fødsel. Min veninde og jeg besluttede os for et personligt træningsforløb hos Pernille – to gange om ugen i tre måneder. Men hey, er det ikke ROCKER dyrt?! Altså det var dyrere end Fitness World… Men det var det hele værd x 1000. 

    Vores forløb hos Pernille har været intensivt, hårdt, sjovt og ekstremt indsigtsfuldt. Vi var, ærlig talt, skeptiske, for min veninde er fra landet på den der dejlige, “farm-strong”, jeg-kan-løfte-uendelige-halmballer-men-hvad-er-en-pull-up-måde, og jeg har en tendens til at have en ironisk distance til det meste. Og Pernille havde altså rigtig mange buddhaer… og videoer på instagram om vejrtrækning… og noget med at hjertet er en blomst… og.. I ved, hvad jeg mener. Men lad os bare sige, vi blev klogere! 
    I tre måneder mødtes vi hver mandag og onsdag. Villads var med, og han enten sov, legede på gulvet eller sad på Pernilles arm. Vi blev vejet og fik målt fedtprocent og muskelprocent hver uge. Træningen var hård, funktionel fysisk træning med klassiske øvelser, som man kender fra crossfit og god, gammeldags styrketræning. Nothing crazy hvis man altså kender lidt til den slags. Vi trænede udenfor, når vejret var til det, og forbrændte mellem 5-700 kalorier per gang. Samtidig fulgte Pernille os via en app, hvor vi uploadede billeder hver uge, hun lagde kostforslag op, uploadede træningsplaner og tjekkede ind hos os via chatten. Et super værktøj, selvom vi da af og til bandede lidt over chatbeskeder fra Fru Skall midt i søndagsbrunchen… Men det virkede!

    Vores approach til træningen var langt mere holistisk, end jeg har oplevet før. Vi tog udgangspunkt i, at det fysiske og mentale hænger uløseligt sammen, og selvom det kan lyde ultra banalt, så gjorde det en mærkbar forskel. Vi sluttede fx hver træning af med en lille meditation, hvor vi groundede og satte intentionen for resten af dagen. I alle øvelser havde vi fokus på vejrtrækning. For mig var det en kæmpe øjenåbner, hvor meget tungere jeg kan løfte, hvis jeg sænker tempoet, fokuserer på at trække vejret og vender min energi indad og ned i den muskel, der skal arbejde, fremfor at have gang i alt mulig andet mentalt samtidig. 

    Jeg har styrketrænet og dyrket crossfit i mange år, men den her approach er ny for mig. Måske er det fordi, jeg er blevet mor og nyder at være nærværende i min træning på en helt anden måde, fordi jeg aldrig har ro derhjemme 🙂 Uanset hvad har jeg lært noget nyt, og jeg har aldrig nydt mine træningspas så meget, som jeg gør nu. Derudover taler resultaterne for sig selv. Jeg kan varmt anbefale at tjekke Pernille ud. Hun er til stede på både sin egen blog https://psstudio.dk/blog/ og på instagram.


    Nu skal jeg til at finde et nyt træningssted i Dragør. Det bliver svært at erstatte PS og alle de søde mennesker deroppe. Tak for denne gang – jeg kommer til at savne jer! ❤️ 

  • Hverdag,  Træning

    Om at tabe sig 30 kg. To gange.

    Jeg har født to (store) drenge på to år. Det i sig selv er lidt af en bedrift. Men den skarpe læser vil dermed også kunne regne ud, at jeg har været gravid to gange på to år. Og ja, fødsler er hårde, bevares, det er et helt kapitel for sig. Men graviditeter. Shit mand. Det får min soldatertid til at ligne en all inclusive ferie med tuck down service og morgenmassage. For det første er ens almindelige fornuft sat mere eller mindre ud af spil i ni måneder. For mit vedkommende lagde jeg lige nogle måneders fertilitetsbehandling oveni, og jeg skulle hilse og sige, at man også skal spejde langt efter ens ehmm.. fornuft i den periode. Sjældent har jeg dealet med så mange følelser på én gang. Håb, frygt, power, savn, ensomhed, tosomhed, ekstatisk lykke – you name it. 


    Én ting er følelserne og det mentale. Noget andet er det fysiske. For kvindekroppen er jo det sindssygeste power house. Don’t mind me, siger den, jeg går da bare lige herover og bygger et menneske. Uden at spørge om hjælp. Eller blive lidt modløs og pigesur halvvejs. Det er den vildeste oplevelse, at ens krop ligesom bare ved, hvad den skal. Man er along for the ride, men den styrer showet. Den er chefen. Og det eneste, min tapre krop bad mig om undervejs, var en uudtømmelig flod af Matilde kakao, hyppige gåture, nok søvn og rigtig, rigtig mange rugbrødder. I det hele taget store mængder mad. Jeg tog ikke bad i drueagurker, spiste jord eller drømte om ostepops – jeg spiste bare. Meeeeeget. Det resulterede da også i en kampvægt på 100 kg den dag, jeg fødte Olli – et plus på 30 kg siden jeg startede fertilitetsbehandling. Med Villads satte jeg mig for, at jeg måske ikke ligefrem behøvede at blive trecifret på vægten. 99 kg endte jeg på – en succes, om man vil 😉


    Her efter Villads (som blev født i januar) er jeg nu 2 kg fra at være tilbage på pre-fertilitetsbehandlingsvægten. Jeg har øget min muskelmasse markant, og min fedtprocent er lavere, end den har været meget længe. Min krop ser helt anderledes ud end før – den har strækmærker, og mavemusklerne gemmer sig bag løsere hud, men den er stærk og sund. Jeg har det godt i den, og jeg er stolt af den. Den har været igennem lidt af hvert, og den har aldrig beklaget sig – modsat hende, der bor i den, som til tider godt kunne blive lidt en bestemt dame undervejs.


    Er vægten vigtig? Næ, men den er et godt pejlemærke for, hvor’n det lissom står til. Jeg har aldrig rigtig brugt tid på min vægt tidligere, og jeg tænker heller ikke over den til hverdag. Men under mit seneste vægttab har det givet mig meget at tage en status hver uge – altid inkl. en måling af fedt og muskel, så den ikke står alene. Den vil altid svinge lidt ift. cyklus osv., men nu kender jeg mit (nye) leje og ved, hvor jeg +/- ligger, når jeg har det dejligt i min krop.


    Var det svært at tabe sig (næsten) 30 kg? Altså de første 10 klarede Villads for mig, i og med at han jo ligesom forlod min krop sammen med de der andre ting, der gør exit ved sådan en fødsel. Pardon my french. Og de sidste 20, nej, de har altså ikke været svære. Bevares, det har krævet en stor indsats på kost og træning, men det har været sjovt, har føltes godt, og følelsen af konstant at mærke fremgang, styrke og se resultater i spejlet har gjort det nemt at holde fast i. På trods af et par rutsjeture undervejs føler jeg ikke, jeg på noget tidspunkt har været på kur, og der har hele tiden været (og skal for evigt være) plads til både romkugler og chokolademüsli. Så svært, nej, men en stor indsats – tjek. Og hvad vil jeg så med det? Min vigtigste pointe er i virkeligheden, at et relativt stort vægttab ikke behøver være hverken surt, vanskeligt eller bøvlet. Det kan faktisk være ganske lige til, hvis man er klar til at yde en indsats.

    Fra de “glade” gamle #fitspo dage et par år, før jeg blev gravid. Jeg syntes, der var alt mulig galt med min krop dengang…

    Det her er naturligvis min oplevelse, og andres vil være helt anderledes. For nogen fungererer det bedst slet ikke at ane, hvad de vejer, nogen taber det hele ved at amme (sådan én er jeg, for the record, IKKE), nogen løber maraton tre uger efter, nogen er ligeglade og fred være med det. Der er heldigvis plads til det hele ❤️


    Mere om selve forløbet en anden gang! Møs.

  • Hverdag,  Træning

    Noget om at finde sin rette træningshylde…

    Jeg er glad for at træne. Altså sådan helt nederen, irriterende, jeg-nyder-det-faktisk-glad. Det er en ny følelse, hvilket er pænt tankevækkende, når man tænker på, hvor mange år af mit liv, jeg har brugt på at træne på et rimelig fornuftigt niveau. Jeg har forsøgt mig med ALVERDENS forskellige træningsformer, og flere af dem har været drevet af alt mulig andet end ægte lyst. I en periode ville jeg fx gerne være sådan én, der løb. Altså sådan en outdoorsy én, der elskede den friske luft, var i ét med naturen, fik “tømt hovedet, noget med at den ene fod foran den anden var noget meditativt bla bla… Sandheden er bare, at jeg ikke er specielt vild med at løbe. Jeg gør det af og til, men der skal saftsuseme godt nok musik i ørerne, før det kører… På et tidspunkt prøvede jeg også kræfter med kitesurfing. Jeg havde en kæreste, der kitesurfede, så jeg ville gerne være sådan en sej, henkastet surferbabe med saltvand i håret. Fast forward til Hvidovre Havn i stiv modvind, en hel masse bøvlet udstyr, mere sand end saltvand i håret, kæmpe store ting der skulle hænge til tørre i en evighed. I en lejlighed. På tredje sal. Safe to say, nogen surferbabe bliver jeg nok aldrig. Og det har jeg langt om længe sluttet fred med, men det tog lidt tid.

    Nu har jeg nemlig fundet den træningshylde, der gør mig ægte glad. Det er ikke overraskende den gode gammeldags styrketræning, det handler om, men hvor jeg i mange år har dyrket den i et så-mange-som-muligt-på-kortest-mulig-tid-agtigt crossfit miljø, hvor jeg kastede om mig med lige dele talkum, hård hud, AMRAPs og EMOTM, er jeg nu endt et helt andet sted. For mig blev det mødet med et nyt center, en ny, langt mere holistisk (det lyder hokus pokus, I know, men det er det ikke – sværger!) tilgang og et sæt meget flossede mavemuskler efter to graviditeter, der gjorde det. I dag træner jeg langsommere, fokuserer på min vejrtræning, koncentrerer mig om min teknik og lader lysten drive værket. Og det virker. Jeg drak sygt meget Matilde kakao og tog 30 kg på under begge graviditeter (mere om det en anden gang) og er nu højere i muskelmasse og lavere i fedtprocent, end før jeg blev gravid første gang.

    Nå, men forleden havde jeg en time uden børn og kørte den her full body sag:

    • Opvarmning: 5 min på løbebånd
    • Superset 1 (Begge øvelser x 3)
      • 1 min spurt på løbebånd
      • Walking lunges med vægtskive over hovedet frem og tilbage i salen
    • Superset 2 (Begge øvelser x 3)
      • 10 burpees
      • 10 x dødløft
    • Superset 3 (Begge øvelser x 3)
      • 15 x kettlebell swings
      • 20 x step ups
    • Superset 4 (Begge øvelser x 3)
      • 20 x kettlebell snatch (10 til hver side)
      • 20 x alternating lunges med vægtstang (10 til hver side)
    • Superset 5 (Begge øvelser x 3)
      • 250 m på romaskinen
      • Maveøvelse (nothing fancy – tilpasset min rectus diastase)