Hverdag,  Træning

At holde sig i form selvom man har små børn…

GÅ eller løb sammen! Så snart det hedder lørdag/søndag, ryger der masser af km i benene med de her to banditter og ham deres flotte far.

De fleste med små børn kan skrive under på, at det dér med at få prioriteret sig selv – og ikke mindst sin træning – kan være virkelig svært. Når man på dårlige uger kun lykkes med at komme i bad to gange, så siger det sig selv, at man måske ikke lige får brugt 2-3 timer i fitnesscentret i samme uge. Når ens hår er så stift af tørshampoo, at man, som Frank Hvam engang så smukt sagde det, kan indgravere vandrepokaler med det, ja så står en crossfittime måske ikke lige højest på prioriteringslisten. I know the feeling! Derfor har jeg samlet nogle fif til, hvordan man alligevel kan lykkes med at holde sig i form, mens der er små poder, der løber med opmærksomheden. En barsel eller dagsinstitutionslogistik behøver ikke være lig med dårlig mor-form og endnu mere dårlig samvittighed, end man alligevel har i forvejen… SLET ikke.


Mine tips til at holde sig i form med babyer eller små børn:

  • Gå overalt! Måske mit vigtigste tip – især til dem på barsel. At gå er en fantastisk kalorieforbrænder, og det var én af de primære årsager til, at jeg relativt hurtigt holdt op med at være trecifret på vægten efter mine graviditeter… Ahem.
  • Bliv afhængig af en podcast – og aftal med dig selv, at du kun må høre den, når du går. Jeg glæder mig altid til mine gåture, fordi jeg så kan få mit fix af Up and Vanished, som er min seneste true crime besættelse. Den er alligevel så uhyggelig, at jeg ikke tør høre den derhjemme. Smart.
  • Lav korte træningspas – 15-20 minutter, hvis du ikke kan finde mere. Måske endda 10 min her og der. Alt tæller! Det behøver ikke tage en time, og slet ikke hvis du henter lidt inspiration fra mit indlæg om mine favoritøvelser. Lav nogle squats, mens du kaster dit afkom op i luften (hej skulderpres!), eller tag dem på ryggen og lav et par pushups. Hvis det ikke sker, så leg en vild leg med dem! Jagt dem rundt i stuen, dans med dem, lav kolbøtter. ALT tæller… 
  • … hvilket leder mig til næste punkt. Træn endelig mens dine børn er i nærheden. Inddrag dem evt.! De synes helt sikkert, det er mega skægt. Og du får det rent faktisk gjort. Løb en tur med dem i klapvognen – ned til legepladsen og tilbage igen. Jeg er med på, at det er fedt med en time for sig selv, mens man i total zen-tilstand slagter både løbebånd og kettlebells til tonerne af soundtracket fra ens undgom OG har tid til at posere til en selfie i spejlet. Men altså. Mindre kan også gøre det i en svæver vending. Og armstrækkere er alligevel hårdere med en 2-årig på ryggen… Er der i øvrigt – apropos ungdom – andre, der smækker Rollin’ med Limp Bizkit på??  
  • Sig højt til din mand/kone/kæreste, at din træning er vigtig for dig! Den her lyder banal, men er enormt effektiv. Min mand ved, at jeg er tæt på ulidelig at være i en radius af 15 km af, når jeg ikke får rørt mig. Og han ved, at det gør mig glad. Derfor hjælper han mig (også for sin egen skyld!) med at få det prioriteret.
  • Tag træningstøj på fra morgenstunden. Er du på barsel, er det alligevel mega ligegyldigt, hvad du har på, og har du børn under 4 år, bliver dit tøj alligevel med 100% sikkerhed beskidt, inden kl. er 8.30. Du kan med andre ord lige så godt hoppe i din favorit-spandex fra morgenstunden. Så er der meget større chance for, du får bevæget dig. Det er sgu ret antiklimaks at tage sin sports-bh af om aftenen, og så bare lægge den tilbage i skuffen… 
  • Få en skridttæller! Kan. Ikke. Anbefale. Det. Nok. Den virker altså for de fleste! Og du behøver ikke købe et Apple Watch til en milliard eller en fitbit, der (næsten) ligner et rigtig moderigtigt armbånd til mænd. Du henter bare en gratis app. Lige nu var fx et godt tidspunkt. Ind i appstore – hent “Pedometer”, så kører det! Den sender digitalt konfetti ud i hovedet på dig, når du når 10.000 skridt, og – og her kommer en teaser – konfettien skifter farve, når du når 20.000. Er du nysgerrig???
  • Hvis du er klar til næste skridt, så tilmeld dig et forløb, der passer til din situation. Har du brug for at have baby med, så find det. Har du brug for at træne, efter ungerne er lagt, så find det. Det forpligter at melde sig til et forløb, der har et start og et slut tidspunkt. Når du ved, at du har tilmeldt dig (og betalt!) 8 uger, så tager mange sig altså lidt mere i nakken for at få det meste ud af det – frem for hvis det var dit almindelige abonnement til Fitness World, som alligevel bare kører over betalingsservice måned efter måned. Desuden er der en fed forpligtelse i fællesskabet – det er sværere at blive væk, når andre venter på dig. Og det er i øvrigt også alt for anstrengende at finde på undskyldninger i længden… 

Jeg håber, et par af mine tips kan inspirere til, at du måske får lidt mere bevægelse ind i dagen i morgen. Det gode ved at bevæge sig er, at det smitter. Mer’ vil ha’ mer’! Personligt forsøger jeg at se på træning som noget, jeg forærer mig selv. En måde jeg kan give mig selv en lille belønning på. For det er det gode ved små børn… pludselig er 3×10 burpees a walk in the park – bare man kan få noget ro, mens man laver dem! 🙂

Møs!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

%d bloggers like this: