• Hverdag

    Tanker fra en iværksætter-jomfru

    Hej med jer!

    Det er længe siden – og det er ikke med min gode vilje, men sådan endte det bare lige. Julen kom og gik, og det samme gjorde den travleste december måned, jeg nogensinde har oplevet. Den bød på et stort arbejdspres for Claus’ vedkommende – og det medfølgende pres på resten af familien, opstart af min lille virksomhed med alt, hvad det indebærer, 3 x lungebetændelse til Olli, Ville og jeg (på samme tid vel at mærke), en uge i Jylland og så lige en omgang mellemørebetændelse til yours truly at slutte året af på. Halløj! Befinder I jer nogensinde i Lalandia med pludselig opstået mellemørebetændelse nytårsdag, kan jeg varmt anbefale lægevagten i Grindsted. Særligt Doktor Mikkel – det er ham i den blomstrede skjorte. Fin fyr!

    Nå, men vi er ved at være ovenpå, og jeg er snart færdig med at poppe piller fra min 2. penicillinkur på 18 dage – woop! Og det er saftsuseme heldigt, for PÅ MANDAG starter et kæmpe stort kapitel for mig – nemlig uddannelsen som personlig træner. Jeg glæder mig! Har siddet som en dygtig lille skolepige og sorteret pensum i faneblade og ledt i hele huset efter en overstregningstusch (jeg fandt ikke nogen btw). Og her, midt i min blanding af straight up præstationsangst og galoperende gåpåmod, tænkte jeg, det var tid til en status fra iværksætterland. Det er nemlig ikke så lidt, der sker!

    Et lille potpourri af tanker fra en iværksætter-jomfru

    • Kommer der mon 2 eller 20 til mit Åbent Hus arrangement?? Svaret var ingen. Nul. Zip. Der kom ingen til det første åbent hus – eller dvs. min rare nabo kiggede forbi, men han hedder Jakob og er sgu nok ikke interesseret i et mommy forløb lige foreløbigt. Så dér stod jeg med flere Froosh smoothies fra nemlig.com, end jeg er villig til at indrømme, og pustede stearinlysene ud igen. Lavpunkt, much? Til gengæld kom der nogen til det næste arrangement! #score
    • Er der overhovedet nogen, der opdager, at man kan træne hjemme hos mig? Svaret er ja! Jeg er blæst bagover over antallet af tilmeldinger og virtuelle high fives. Der er tydeligvis masser af stemning for træning i et dertil indrettet hjemmestudie i Dragør. Tænk at jeg om 11 dage starter mine første to holdforløb op for i alt 10 seje damer! Optur!
    • Gad vide om jeg skal bruge Dinero eller E-conomic? Og hvordan var det nu med det der MobilePay MyShop? Og hvad f… er en Typeform? Og ehm… momsfritagelse? Mit hoved flyder konstant over af tanker, der handler om alt mulig andet end træning. Og i og med at træning pt. fylder ca. alt andet end drengene og Claus, ja så resulterer det altså i mental oversvømmelse. Men shit hvor føler jeg mig klog, når jeg pludselig kan sende en faktura! Også selvom jeg indtil videre kun har sendt én til mig selv.
    • Skulle jeg male væggen på toilettet? Er der plads til en knagerække dér? Tanker om indretning af mit lille studie rammer mig af én eller anden grund ofte, når jeg HAR ramt puden… Og resulterer i, at jeg liiige suser ned ad trappen for at tjekke ét eller andet. Ofte noget som nogle andre – min far/papfar/Claus – ender med at skulle sætte op. Det er blevet så FEDT derude, og der mangler kun lige et par detaljer nu. En knagerække, et billede.. og så skal jeg lige have købt et traktordæk. Som man jo skal og bør.
    • Ved jeg overhovedet, hvordan man squatter korrekt? Kan jeg egentlig dødløfte sådan rigtigt? Jeg fylder 32 i overmorgen. Jeg har trænet fitness, siden jeg var 15. Jeg har nørdet det, siden jeg var i start tyverne. Jeg har hjulpet masser af andre med deres træning. Alligevel kan jeg lige for tiden blive i tvivl om, om jeg overhovedet aner, hvad jeg laver. Som om min hjerne er blevet overordentlig bevidst om, at den er på vej ud i noget helt nyt og derfor lige tester mig for, om jeg fuldstændig har mistet forstanden og liiige burde få mig et mellemlederjob igen i stedet for. Jeg satser på, jeg ikke har glemt, hvordan man squatter!

    Alt er – med andre ord – præcis som det skal være i Iværksætterland. Stay tuned.

    Møs!

  • Hverdag,  Træning

    En helt (u)almindelig uge

    Jeg tror sjældent, jeg har gennemgået så mange følelser på én gang, som jeg har, siden jeg skrev mit sidste indlæg. På den ene side ligner hverdagen fuldstændig sig selv med måltidskasser, hente/bringe, mødregruppe og for lidt søvn. På den anden side er der sket SÅ meget, og jeg har været en tur rundt i hele rutsjebanen. Her er the highlights.

    Hvad er der sket siden sidst?

    • Mit firma er nu officielt en ting! AS Fitness ApS, sgu. Mit første CVR nummer. Og kommende momsregnskab – yikes! Jeg er pavestolt og føler mig lidt som en lille pige, der har stjålet sin mors stilletter for at lege voksen dame. Jeg er mere motiveret end nogensinde, og når jeg møder opbakning til mit lille projekt, bliver jeg fuldstændig blød om hjertet. Nurj hvor jeg glæder mig.
    • Det skrider fremad i garagen. Jeg har næsten bestilt alt udstyr på listen – som altså var liiidt lang. Nu er jeg vist nede på at mangle et stopur, et whiteboard og et vægur. Alt andet er enten allerede ankommet eller på vej med posten. Kettlebells i næsten alle størrelser, medicinbolde, slam balls, elastikker, sjippetov, battlerope, agility ladder, måtter, gulv og endnu flere labre ting. Kid in a candy store altså!
    • Jeg har indgået et samarbejde med Rune Raahauge. Han er – i mine øjne – en af de allerdygtigste personlige trænere, vi har i Danmark. Jeg ville gerne have inspiration fra ham, fordi han ved en hel masse, som jeg først skal til at lære. Han har over 15 års erfaring, laaange ventelister, har begået alle de klassiske fejl og været around the block i fitnessbranchen mere end én gang. Hans primære udgangspunkt er, at træning skal være sjovt. Og er der noget, jeg kan sætte mig ind i – så er det dét! Det allerfedeste ved mit samarbejde med ham er dog, at det sætter to ekstremt tykke streger under min mavefornemmelse, når den fortæller mig, at jeg har valgt rigtigt ved at prøve det her af.
    • Jeg er blevet interviewet til en artikel på tv2.dk om værdien af netværk under barsel. Og om at føle sig ensom indimellem. Men mest af alt om, hvordan en portion viljestyrke, en langefinger til ens egen forfængelighed og nogle gode mennesker i omgangskredsen kan få ensomheden til at liste af igen. Min seje mødregruppe stillede endda op til fotografering med mig. Den kom her i weekenden og kan læses lige her.
    • Jeg er blevet fotograferet i professionel sammenhæng intet mindre end tre gange på én uge. Det er mere, end jeg er blevet hele mit liv so far. Først af en veninde, der skulle bruge en model med et “helt almindeligt udseende” (tak Christina!) til sit nye seje tøjbrand. Dernæst af en fotograf fra TV2 ifm. artiklen. Og til sidst af sindssygt dygtige Rasmus Degnbøl, som fotograferede mig ifm. mit nye firma. Han byggede et lille studie nede i garagen – så sejt! Nå, men tre gange på en uge… Grænseoverskridende? Tjek! Alene det at skulle have mascara på så mange gange var en opgave. For slet ikke at tale om rent hår.
    • On a side note: DET ER BLEVET JUL! Dem, som kender mig godt, ved, at jeg har dyb telepatisk forbindelse til Gertrud Sand. Jeg føler hende, så at sige. Og når vi nærmer os midten af november, så slipper min tålmodighed totalt op. I år er det gået helt bananas for mig, fordi Olli begynder at forstå det og synes, det er sjovt, når nissen har puttet noget i sokken. Fantastisk! I øvrigt – et juletip – Radio Soft spiller KUN julemusik indtil jul. Just saying.
    • Ville er startet i vuggestue på stuen lige ved siden af Olli, og indtil videre går det forrygende. Det har uden tvivl været hårdest for mig. Der ligger helt klart et stort opbrud i, at ens yngste (og sidste) barn, starter i institution. Jeg skal lige finde ud af, hvem jeg er, hvis jeg ikke er på barsel – med en babys konstante behov som mit ultimative dagsfokus. Heldigvis har vi jo netop skabt os en fleksibel hverdag, så jeg kan give ham en lang og rolig indkøring med korte dage. Når jeg tænker på det, falder mine skuldre automatisk ned i deres normale højde igen.
    • Og så noget af det allerfedeste: Januar rykker tættere og tættere på, og jeg er nu næsten helt skarp på, hvad det konkret er, jeg vil tilbyde kvinderne i Dragør. Det bliver en kombination af bootcamps, åbne træninger og personlig træning (senere hen). Jeg skyder det hele af med at holde åbent hus, så man kan komme og se den ombyggede garage, jeg går og ævler om. Jeg tænker, det må være meget rart at se og mærke det fysisk, inden man melder sig til… Meget mere om det i mit næste indlæg!

    Jeg har fået en del kommentarer fra nye læsere på det sidste. Jeg er fuld af ydmyghed over, at I er derude, og jeg er enormt taknemmelig for, at I læser med, selvom I ikke kender mig personligt. Det kan nogle gange føles lidt navlepillende at skrive løs uden at vide, hvem der læser med, så jeg bliver så GLAD, når I melder jer på banen. Tak! 🙂

    Møs!

  • Hverdag,  Træning

    En stor beslutning

    Jeg har truffet en stor beslutning. En af dem, jeg har ligget søvnløs over. Den har været længe undervejs og er, som de fleste andre beslutninger i mit liv, et forsøg på at finde den perfekte balance i vores familie- og arbejdsliv. Et forsøg på at kunne lidt af det hele – på at være både den mor, ægtefælle, professionelle og bare den mig, jeg gerne vil være. Der skal være plads til vores børn, plads til store armbevægelser arbejdsmæssigt, plads til vores respektive egoer og ikke mindst plads til at være kærester. Det kræver benhård prioritering. Og derfor har jeg sagt mit job op.

    Jeg har haft en drøm om at blive selvstændig i lang tid. Det startede som en lille spire, fordi min seje iværksætterveninde Cathrine inviterede mig ind i sin allerførste virksomhed. Siden har jeg fulgt hende og mange andre spændende kvinder og mænd, der har taget det svære spring. Og nu er tiden altså rigtig for mig. Jeg har været leder i flere år, er kandidat fra CBS og på mange måder den helt stereotype opskrift på en karriere-komet. Alligevel er jeg bare ikke i tvivl om, at det rigtige for mig og for vores familie lige nu er, at jeg hopper af toget – om ikke andet så for en stund – og gør noget helt andet.

    Er der én ting, jeg brænder for lige så meget som at lede mennesker til resultater rent arbejdsmæssigt, så er det træning. Lige så længe, jeg kan huske, har jeg elsket at bevæge mig, fordi det ganske enkelt gør mig glad. Og veloplagt. Og overskudsagtig. Og stærkere. Og pænere. Og og og… I et forsøg på at kombinere to ting, jeg har en kæmpe passion for, har jeg besluttet at springe ud som selvstændig træner. Jeg er således gået i gang med at omdanne vores garage til et fitnessrum, og til januar glæder jeg mig til at slå dørene op og tilbyde bootcamps til de seje kvinder i Dragør. Samtidigt starter jeg på uddannelsen som personlig træner – endnu en gammel drøm – og når den certificering er i hus, kommer der også personlige forløb på menuen. Jeg er så heldig, at vores hus er skræddersyet til formålet, og jeg glæder mig mega meget til at vise jer billeder, efterhånden som det skrider frem. Vi går i gang med at sætte garagen i stand i weekenden – yessss!

    Jeg glæder mig til at skabe noget helt fra bunden. Noget, der helt ind i kernen og grundværdierne er mig. Jeg glæder mig over at få lov til at leve min drøm ud, samtidig med at jeg gør det, der er bedst for vores familie lige nu. Vores drenge er små, Claus’ karriere er på sit højeste, og alt hvad der giver os større fleksibilitet, mindre myldretrafik og diskussioner om, hvis møder er vigtigst – det takker vi ja til. Især når det, som det er tilfældet nu, kan kombineres med et kæmpe eventyr. Jeg glæder mig til at arbejde med mennesker og til at skabe resultater sammen. Det er jeg vant til fra mine tidligere jobs, men nu får jeg lov at prøve det af i en helt ny setting, som jeg virkelig elsker. Jeg glæder mig bare til at fylde garagen med seje, stærke kvinder, der er klar på at rykke sig, være sig selv, skabe resultater og sparke røv – altsammen i et fedt fællesskab.

    Det her er fedt at skrive, for jeg har virkelig ventet længe på at turde gøre det. For det er nemlig også skræmmende. Jeg tager en kæmpe chance, men tænker, at worst case scenario simpelthen ikke er farligt nok til ikke at prøve det af. Nu skal det være! Jeg tror så meget på mit lille projekt, og jeg har sjældent været mere motiveret. Jeg håber, I vil følge med i mit eventyr – inkl. alle de bommerter, bump på vejen og kæmpe opture, der venter på mig rundt om hjørnet.

    Møs!

  • Hverdag

    Om at få nye (voksen)venner

    Snart har vi boet i Dragør i seks uger. De er fløjet afsted. Det er der mange grunde til – Olli er startet i sin nye vuggestue, og indkøringen var lidt svær. Nu afleverer jeg heldigvis en glad dreng hver eneste morgen og henter hver eftermiddag en dreng, der er rigtig sur over, at vi skal hjem. I’ll take it! Ville er fyldt ni måneder og har pludselig fundet ud af, at han har tænkt sig at møde verden med et heftigt temperament. For det meste er han heldigvis all smiles, men om natten forvandler han sig til et utilregneligt lille (og meget nuttet) søvnmonster, der altså resulterer i, at vi ser lidt grå ud i ansigterne nogle morgener. Claus kører fuld knald på jobbet, og når man har en voldsomt passioneret mand, som jeg har, betyder det også, at arbejdet fylder, selvom vi holder fri. For mit vedkommende var vores flytning et farvel (i hvert fald fysisk) til en hel masse veninder og netværk, som jeg i løbet af årene i Aalborg fik  bygget op. Det var klart det sværeste ved at forlade Aalborg, for mange af de venskaber har virkelig reddet hverdagen flere gange. Når jeg var alene med drengene, når Claus var væk, var det fuldstændigt uvurderligt at kunne deles om ulvetimen med naboen eller dele en tirsdags-lasagne med vennerne. Det gjorde mig tryg, at jeg vidste, at jeg altid havde gode mennesker omkring mig selv og drengene, også selvom Claus lige var væk et par dage. Det gjorde det meget sjovere at gå hjemme på barsel, at der var nogen at dele den med. Og så var det altså hyggeligt at møde nogen oppe i Føtex, sådan helt lokalt.

    At komme til en ny by med en mission

    Det kan bare noget, det dér med at føle sig som en del af sit lokalmiljø. Derfor satte jeg mig også meget resolut for, at jeg ville opbygge et netværk i Dragør. Ensomhed er en sløj lille satan at gå og tumle med, og den kommer altså nemt snigende ind i barselsidyllen, hvis man ikke har nogen at dele dagene med – udover sin mand altså. Derfor lavede jeg en aftale med mig selv om at lægge al forlegenhed, frygt for afvisning og mange andre indre begrænsninger på hylden og i stedet være meget opsøgende i min kontakt til de glade borgere i Dragør. Og hvor er jeg glad for, jeg gjorde det! På ganske få uger har jeg mødt så mange søde, stærke, inspirerende damer, som jeg virkelig nyder at dele stort og småt med. Jeg har mødt en kæmpestor åbenhed i et ellers tætknyttet og meget landsby-agtigt lokalsamfund, som måske skyldes en anelse medlidenhed med hende den nye nordjyde, men som måske også handler om, at de fleste mennesker faktisk er åbne for nye venskaber, hvis nogen bare lige gider spørge dem.

    Det har på mange måder været grænseoverskridende, og jeg har brugt hele skalaen af følelser fra sølle og desperat til modig og nysgerrig. For det er jo svært, bare sådan uden videre at få sig en ny ven! Medmindre de falder ned i skødet på dig pga. én eller anden fælles kontekst, så er det jo børn, der er de seje til at sige “Hej, du virker sjov og sød – vil du med hjem til mig og lege?” Stil samme spørgsmål i voksenudgave, og man er som udgangspunkt enten meget desperat eller ude på enten 1) et frækt sidespring eller 2) et bestialsk mord/baghold/noget andet ondt og sindssygt. MEN jeg gjorde det altså alligevel, og det har resulteret i, at jeg efter seks uger møder kendte ansigter i både Netto og Føtex og får lov at krydre min hverdag med flere spændende, seje og ekstremt forskellige damer – og i nogle tilfælde også deres søde ægtefæller.

    Så derfor: Aftenens opfordring må være at få spurgt hende den flinke mor nede til gymnastik eller hende, der altid smiler venligt i bussen, om hun har lyst til at drikke en kop kaffe. Lad for guds skyld være med at blinke med det ene øje i mens (med mindre dine intentioner ligger andetsteds, bevares) men spørg! Og til inspiration kan du måske bruge mine bud på…

    Grænseoverskridende ting jeg har gjort for at få nye (voksen)venner:

    • Mødt op til “Dinner for Kvinder” arrangeret af Momunity og beskrevet her uden at kende et øje. Der mødte jeg 30 vidt forskellige Dragør kvinder og havde en virkelig fed aften. Jeg græd af grin på et tidspunkt – det må da kendetegne en succes. Hende jeg græd af grin med, drak jeg i øvrigt kaffe med i sidste uge og skal igen på tirsdag.
    • Spurgt en virkelig sød og smilende mor til en dreng i vuggestuen, om vi skulle drikke en kop kaffe. Vi mødtes i garderoben hver morgen nogle dage i træk, og så kom hun pludselig ikke et par dage. Jeg overvejede et kort øjeblik at finde hendes telefonnummer på ét af de utallige navneklistermærker i børnenes tøj, men blev enig med mig selv om, at det rent faktisk VAR lidt creepy… (Det var Claus hurtig til at bekræfte mig i.) Dagen efter var hun der igen, og hun ville super gerne drikke kaffe.
    • Spurgt en anden meget sød mor, som jeg mødte til forældremøde og lynhurtigt havde en masse til fælles med,  om vi skulle drikke kaffe. Hun var frisk, og det bliver drønhyggeligt.
    • Ringet på hos vores nye naboer og inviteret dem og deres børn ind til eftermiddagskaffe og drømmekage (mere topping end kage, altid!) dagen efter. Det var så hyggeligt, og de kommer og spiser igen i næste uge. Og så er de endda fra Ålleren 😉 

    Hermed et slag for at turde række ud efter søde mennesker, der dukker op omkring dig. Mit spæde, empiriske grundlag tyder på, at de fleste er klar på at få en ny ven – eller i det mindste en gratis kop kaffe 🙂

    Møs!

  • Hverdag,  Træning

    At holde sig i form selvom man har små børn…

    GÅ eller løb sammen! Så snart det hedder lørdag/søndag, ryger der masser af km i benene med de her to banditter og ham deres flotte far.

    De fleste med små børn kan skrive under på, at det dér med at få prioriteret sig selv – og ikke mindst sin træning – kan være virkelig svært. Når man på dårlige uger kun lykkes med at komme i bad to gange, så siger det sig selv, at man måske ikke lige får brugt 2-3 timer i fitnesscentret i samme uge. Når ens hår er så stift af tørshampoo, at man, som Frank Hvam engang så smukt sagde det, kan indgravere vandrepokaler med det, ja så står en crossfittime måske ikke lige højest på prioriteringslisten. I know the feeling! Derfor har jeg samlet nogle fif til, hvordan man alligevel kan lykkes med at holde sig i form, mens der er små poder, der løber med opmærksomheden. En barsel eller dagsinstitutionslogistik behøver ikke være lig med dårlig mor-form og endnu mere dårlig samvittighed, end man alligevel har i forvejen… SLET ikke.


    Mine tips til at holde sig i form med babyer eller små børn:

    • Gå overalt! Måske mit vigtigste tip – især til dem på barsel. At gå er en fantastisk kalorieforbrænder, og det var én af de primære årsager til, at jeg relativt hurtigt holdt op med at være trecifret på vægten efter mine graviditeter… Ahem.
    • Bliv afhængig af en podcast – og aftal med dig selv, at du kun må høre den, når du går. Jeg glæder mig altid til mine gåture, fordi jeg så kan få mit fix af Up and Vanished, som er min seneste true crime besættelse. Den er alligevel så uhyggelig, at jeg ikke tør høre den derhjemme. Smart.
    • Lav korte træningspas – 15-20 minutter, hvis du ikke kan finde mere. Måske endda 10 min her og der. Alt tæller! Det behøver ikke tage en time, og slet ikke hvis du henter lidt inspiration fra mit indlæg om mine favoritøvelser. Lav nogle squats, mens du kaster dit afkom op i luften (hej skulderpres!), eller tag dem på ryggen og lav et par pushups. Hvis det ikke sker, så leg en vild leg med dem! Jagt dem rundt i stuen, dans med dem, lav kolbøtter. ALT tæller… 
    • … hvilket leder mig til næste punkt. Træn endelig mens dine børn er i nærheden. Inddrag dem evt.! De synes helt sikkert, det er mega skægt. Og du får det rent faktisk gjort. Løb en tur med dem i klapvognen – ned til legepladsen og tilbage igen. Jeg er med på, at det er fedt med en time for sig selv, mens man i total zen-tilstand slagter både løbebånd og kettlebells til tonerne af soundtracket fra ens undgom OG har tid til at posere til en selfie i spejlet. Men altså. Mindre kan også gøre det i en svæver vending. Og armstrækkere er alligevel hårdere med en 2-årig på ryggen… Er der i øvrigt – apropos ungdom – andre, der smækker Rollin’ med Limp Bizkit på??  
    • Sig højt til din mand/kone/kæreste, at din træning er vigtig for dig! Den her lyder banal, men er enormt effektiv. Min mand ved, at jeg er tæt på ulidelig at være i en radius af 15 km af, når jeg ikke får rørt mig. Og han ved, at det gør mig glad. Derfor hjælper han mig (også for sin egen skyld!) med at få det prioriteret.
    • Tag træningstøj på fra morgenstunden. Er du på barsel, er det alligevel mega ligegyldigt, hvad du har på, og har du børn under 4 år, bliver dit tøj alligevel med 100% sikkerhed beskidt, inden kl. er 8.30. Du kan med andre ord lige så godt hoppe i din favorit-spandex fra morgenstunden. Så er der meget større chance for, du får bevæget dig. Det er sgu ret antiklimaks at tage sin sports-bh af om aftenen, og så bare lægge den tilbage i skuffen… 
    • Få en skridttæller! Kan. Ikke. Anbefale. Det. Nok. Den virker altså for de fleste! Og du behøver ikke købe et Apple Watch til en milliard eller en fitbit, der (næsten) ligner et rigtig moderigtigt armbånd til mænd. Du henter bare en gratis app. Lige nu var fx et godt tidspunkt. Ind i appstore – hent “Pedometer”, så kører det! Den sender digitalt konfetti ud i hovedet på dig, når du når 10.000 skridt, og – og her kommer en teaser – konfettien skifter farve, når du når 20.000. Er du nysgerrig???
    • Hvis du er klar til næste skridt, så tilmeld dig et forløb, der passer til din situation. Har du brug for at have baby med, så find det. Har du brug for at træne, efter ungerne er lagt, så find det. Det forpligter at melde sig til et forløb, der har et start og et slut tidspunkt. Når du ved, at du har tilmeldt dig (og betalt!) 8 uger, så tager mange sig altså lidt mere i nakken for at få det meste ud af det – frem for hvis det var dit almindelige abonnement til Fitness World, som alligevel bare kører over betalingsservice måned efter måned. Desuden er der en fed forpligtelse i fællesskabet – det er sværere at blive væk, når andre venter på dig. Og det er i øvrigt også alt for anstrengende at finde på undskyldninger i længden… 

    Jeg håber, et par af mine tips kan inspirere til, at du måske får lidt mere bevægelse ind i dagen i morgen. Det gode ved at bevæge sig er, at det smitter. Mer’ vil ha’ mer’! Personligt forsøger jeg at se på træning som noget, jeg forærer mig selv. En måde jeg kan give mig selv en lille belønning på. For det er det gode ved små børn… pludselig er 3×10 burpees a walk in the park – bare man kan få noget ro, mens man laver dem! 🙂

    Møs!

  • Træning

    Min oplevelse med rectus diastase…

    Status i dag: Stadig et lille hul i midten.

    … eller delte mavemuskler, som vi siger på nordjysk. Eller bare jysk. Eller dansk. I hvert fald ikke latin… I forstår.

    Jeg har altid haft fornøjelsen af en meget flad mave. Også før jeg for alvor begyndte at træning, har den ligesom bare altid været helt flad. Jeg har tidligere delt billeder af den sixpack, jeg sportede for nogle år siden (og i øvrigt flittigt viste frem ved enhver passende/upassende lejlighed). Den kom relativt nemt til mig vha. helt basale, fornuftige kostprincipper uden nogle strenge regler og så en masse alsidig træning. Jeg har altid haft en stærk core. Sådan så jeg egentlig ud, helt indtil jeg blev gravid med Oliver. Efter den graviditet faldt min mave også temmelig pænt på plads igen, men maveskindet havde fået nogle kærlige klø, så man skulle knibe øjnene gevaldigt sammen for at ane sixpacken. Flad blev den dog.

    Efter min anden graviditet var det en anden historie…

    … faktisk fik jeg allerede “toblerone mave” omkring halvvejs i min graviditet. Toblerone mave ses ved, at maven buler op som en spids, når man ligger på ryggen og løfter hovedet lidt fra gulvet. Spidsen er tegn på, at de lige mavemuskler (dem fra sixpacken…) har delt sig. Det er helt normalt under graviditet, og i de fleste tilfælde samler bindevævet imellem dem sig igen af sig selv efter fødsel. For nogle – deriblandt mig – skal der dog lidt hjælp til.

    Jeg var opmærksom på mine mavemuskler igennem sidste halvdel af min graviditet og vidste derfor godt, at der var en risiko for, at de ikke ville samle sig. Jeg mærkede det allertydeligst ved tre ting:

    1. Jeg kunne se fysisk, at min mave blev ved med at bule ud og se små-gravid ud.
    2. Jeg havde helt latterligt ondt i lænden.
    3. Jeg kunne ikke lave en mavebøjning. Ikke én. Det var, som om mine mavemuskler simpelthen var taget på ferie langt langt væk. Gone...
    Status efter ca. 4 måneder. En (for mig) atypisk bule.

    Jeg undersøgte mig selv, og det kan du også

    Så godt som jeg kunne hjemme på stuegulvet, undersøgte jeg selv, hvor galt det stod til. Det gøres ganske simpelt ved at lægge sig på ryggen med bøjede ben og sætte sine fingerspidser lodret på maven lige over navlen. Mens man slapper af i mavemusklerne, presser man fingrene let ned i maven og løfter hovedet (kun en lille smule og ikke skuldrene). En tommelfingerregel er, at hvis ens fingre kan presses ned i en fordybning på mere end to fingerbredder, så har man en rectus diastase.

    Jeg havde 4-5 fingerbredder omkring navlen og 3 under og over. Ikke en ultra voldsom rectus diastase, men nok til at den skulle tages alvorligt. Især mine lændesmerter voldte mig problemer, når Olli og Ville skulle bæres rundt. Lændesmerterne opstår, fordi bindevævet omkring mavemusklerne er strakt for tyndt, hvilket svækker hele coremuskulaturen – deriblandt lænden. Det er også det tyndslidte bindevæv, der gør, at maven fortsætter med at se gravid ud – simpelthen fordi bindevæv + mavemuskler ikke længere kan holde organerne på plads, så de i stedet buler ud. Fan-freaking-tastic.

    Jeg besøgte en specialiseret fysioterapeut, som undersøgte mig og kom med konkrete anbefalinger til træning og den generelle helingsproces. For det er nemlig, hvad det er – en helingsproces altså. Bindevævet er gået i stykker, og det skal repareres. Der er bare det herre upraktiske ved hele arrangementet, at vores kroppe primært heler og restituerer, når vi sover. Så første gode råd var at få 8 timers søvn hver nat. Med en nyfødt baby. Der blev ammet døgnet rundt. Suuuuper.

    Ting, der har virket for mig…

    Nå! Men der var – og er – heldigvis andet at stille op, og her er, hvad der har fungeret hos mig:

    • Maveøvelser fokuseret på den dybe mavemuskulatur. De inderste mavemuskler. Ikke de yderste – det gør bare det hele meget værre. Situps er fx ikke en god ide, selvom det kan virke fristende…
    • At tage det MEGET langsomt. Jeg var ved at blive sindssyg, for mine mavemuskler blev hurtigt stærke igen, men bindevævet fulgte ikke med. Det tog, og tager, lang tid. En godt pejlemærke er at holde øje med maven – bliver den spids under en øvelse, så stop. Det er tegn på, at muskler + bindevæv ikke kan holde på det bugpres, øvelsen medfører. Og det sidste, bindevævet har brug for, er mere pres indefra.
    • At spænde op i bækken og core før og under ALLE øvelser. Også øvelser, der ikke er fokuseret på maven. Vi har vores core og bækken med i alt, når vi træner, og derfor kan man også opleve, at bindevævet ikke kan holde til mere, allerede inden du når til mavetræningen…
    • At lave vejrtræknings- og knibeøvelser hver. eneste. aften. Ned på stuegulvet og ligge og så ellers bare fuld gas på dybe vejrtrækninger kombineret med opspænd/knib i bækkenet. Det aktiverer coremusklerne indefra og styrker derved bindevævet. For en rimelig hærdet fitnessnørd føltes det IKKE som træning, men det virkede virkelig. Det kræver tålmodighed og fokus, men det var dét værd for mig.

    Er de så vokset sammen igen???

    Næsten! Det er ikke sikkert, mellemrummet lukker sig fuldstændigt, men jeg er nede på ca. 1-2 fingerbredder på mit bredeste sted nu. Jeg har ikke ondt længere, og jeg kan lave flere og flere udfordrende maveøvelser, uden at “tabe” spændet, så maven bliver spids. Jeg har gjort det til en vane at lægge en hånd på min mave under de fleste maveøvelser, så jeg mærker helt hands-on (tøhø), om jeg kan holde opspændet. Jeg kan dog stadig se markant forskel på mellemrummet afhængigt af, hvordan jeg spænder i maven. Og det vil jeg nok altid kunne. Et lille minde om Ville – det er cool med mig 🙂 Det vigtigste er, at træningen går fremad, og smerter er long gone.

    Møs!

  • Træning

    Mine go-to øvelser

    Jeg kan godt lide, når træning er noget ukompliceret noget. Det skal helst være sådan, at det giver mig mere, end det kræver af mig, og derfor skal det helst ikke være forbundet med for meget baks og bøvl. Eller udstyr for den sags skyld. Af samme årsag blev jeg aldrig en særlig ferm kitesurfer… Det var så i øvrigt århundredets understatement! Nå, men selvom jeg elsker at træne i centre rundt omkring og deltage på alverdens hold, så elsker jeg altså også at træne derhjemme. Og gerne helt alene. Her forleden indtog jeg derfor garagen med håndvægte og yogamåtte og smækkede de helt gamle Oasis hits på Sonos højtaleren. HYG-GE!

    Jeg bliver nogle gange spurgt, hvordan jeg ved, hvad jeg skal træne, når jeg træner derhjemme, og det har jeg fundet min egen meget simple løsning på. Jeg har lavet mig et bibliotek af øvelser, som jeg sammensætter i super sets, alt efter hvad jeg lige er i humør til, og hvad min krop har brug for. Jeg kan godt lide funktionelle øvelser, der involverer så mange muskelgrupper som muligt – og helst de store af slagsen. Og så skal det være en kombination af tunge styrkeøvelser og bevægelser, der får pulsen op. Så effektivt som muligt! Små børn og begrænset mig-tid, du ved… Sammensætter man sin træning ud fra en god blanding af de her øvelser, er man rigtig langt og kommer i store træk hele kroppen rundt. We like.

    Without further ado – mit øvelsesbibliotek! Stjæl hvis det kan bruges 🙂

    • Squats
      • Almindelige squats
      • Goblet squats
      • Sumo squats
      • Squat pulses
      • Plié squats
      • Wall sit
    • Lunges
      • Alternating lunges
      • Walking lunges
      • Curtsy lunges
      • Side lunges
    • Push-ups
      • Diamond push-ups
      • Wide grip push-ups
      • Incline push-ups
    • Mave
      • Atomic situps
      • Planke
      • Sideplanke
      • Leg raises
      • Overhead situps
      • Russian twists
      • Dead bugs
    • Puls
      • Burpees – min ultimative favoritøvelse til puls!
      • Mountain climbers
      • Jumpsquats
      • Englehop
      • Jumping jacks
      • Shuttle runs
      • Tuck jumps
      • High knees

    Møs!

  • Hverdag

    Når du endelig får en (dyr) pause…

    Kender I det dér med, at man bare liiiige trænger til en pause? Bare lige et par timer. Trække stikket og ikke være noget for nogen udover én selv – bare lige lidt. Det behov meldte sig tifoldigt hos mig i midten af sidste uge. Der har været fart på med flytning og nyt hus, Ollis indkøring i ny vugger, Villes konstante natteroderi og nye tænder, Claus’ job, mit job, mange gæster osv. Derfor besluttede jeg mig for at lytte til det, min krop fortalte mig – GIVE. ME. A. BREAK… Som sagt så gjort og vupti dupti – et styks tidsbestilling hos Shine CPH, som er Nimbs bud på byens lækreste behandlingssted.

    Jeg glædede mig ca. lige så meget, som når jeg som teenager så frem til halbal i Mønsted, da jeg mødte op på Nimb i dag. Søde Louise, som er indehaver af Shine, tog imod mig i sine virkelig hyggelige lokaler, der emmer af ro, luksus og velvære og dufter af en blanding af ferskener, nyvaskede håndklæder og røgelse. Kæmpe fan! Jeg blev lagt godt til rette i badekåbe, tøfler, 10.000 håndklæder, min egen udvalgte hovedpude og en kæmpe dyne, og så gik Louise ellers i gang med først at fikse min noget sørgelige omgang shellac på tæerne og derefter forkæle mit ansigt med signaturansigtsbehandlingen… OMG… Hun fik både bugt med spændte tindinger, efterårstørre kinder og alle hudorme i verden. Cirka. Det var SÅ lækkert. Kæmpe anbefaling herfra!

    Hvad sådan en pause koster…

    Ja altså rent praktisk er den pebret – 2300 kr måtte jeg slippe i dag, men halløj hvor var det alle pengene værd. Det er heller ikke den pris, jeg mærker som den mest bekostelige i dag. Nope, i dag betaler jeg den mentale pris for sådan en pause. Jeg er sådan én, der reagerer ekstremt fysisk på psykiske ting. Er jeg mentalt under pres, får jeg ondt i maven, river en albue af led og får akne i hele panden. Agtigt. Og på samme måde bliver jeg nemt enormt følelsesmæssigt påvirket af fysiske udskejelser – tuder efter massage, får grineflip af en ekstra hård træning osv. You get the picture. Derfor vidste jeg også godt, at der formentlig ville komme én eller anden reaktion, når min krop og mit hoved endelig fik en pause og kom ned i gear. Det gjorde der også. Mens jeg lå der og slappede fuldstændig af, kom tankerne snigende. Som om de sagde “Nu har du ikke haft tid og overskud til at samle dig om os, så nu, vi endelig har dig, er der lige 4-5 andre ting, vi godt vil vende med dig…”

    Jeg fik hjemve efter Aalborg og alle de mennesker, jeg ikke har haft tid til at mærke, hvor meget jeg faktisk savner. Jeg fik dårlig samvittighed over for Olli og alt det, vi udsætter ham for med flytning, nyt hus, nyt værelse, ny seng, ny vuggestue, nye knapper på en ny fjernbetjening, helt nye rutiner. Fik tilsvarende dårlig samvittighed (seriøst, hvad er det med mødre og dårlig samvittighed?!) over for mine papbørn, som vi er flyttet fra og savner i vores hverdag. Jeg kom i tvivl om min egen situation – hvad skal der ske jobmæssigt, og er der overhovedet nogen, der gider læse min blog?

    Nogle gange ville det næsten være nemmere…

    … bare at fortsætte i 6. gear uden at komme op efter luft. Så slipper man for at forholde sig til alt det, der følger med, når man endelig giver sig selv lov at trække vejret. Det er lidt ligesom ikke at få sin nattesøvn, når ens baby får tænder/har kolik/er konstaaaant sulten/bare er skrupskør; det er næsten FOR tortur-agtigt at få lov at “smage” på en hel nats søvn, hvis man ved, de søvnløse nætter venter igen i morgen…

    Så det er altså status her – jeg FIK en, hvis jeg selv skal sige det, velfortjent pause, og min hud strutter af selvtillid og ferskener og frugtsyre. Men pausen kom med en lille pris – nemlig at mærke efter, hvordan jeg egentlig har det dér nederst i maven. Og der lå altså lige et par tanker og rodede rundt og trængte til lidt opmærksomhed… Så det får de de næste par dage. Og så ellers en opfordring herfra til at stoppe op og mærke efter. Måske bliver du overrasket.

    Møs!

  • Hverdag

    Om at være forelsket i en ældre mand…

    Claus er 15 år ældre end mig. Og eftersom jeg er 31, efterlader det Claus med 46 solide somre i bagagen. Om det lander os i kategorien for ægtepar med “stor aldersforskel”, ved jeg ikke, men den er der i hvert fald – aldersforskellen. Da Claus blev gift første gang og fik sit første barn, startede jeg i 6. klasse. Da Claus huserede som MC betjent hos Frederiksberg politi, centrerede min verden sig om sodavandsdiskoteker i Klubben Lyngvej og ham den lækre fra niende…

    Alder er bare et tal…

    … er en gammel floskel, der lever i bedste velgående. Og når man befinder sig i vores situation, støder man af og til på den fra velmenende folk, der ikke lige ved, hvad de ellers skal sige… Det passer bare ikke. For selvfølgelig kan 15 års liv, som den ene allerede har levet og lært af, mens den anden stadig har dem til gode, mærkes. Derudover er der en masse praktik at tænke over, når man indlader sig på den slags. Man er fx ofte helt forskellige steder i sin karriere, man kan ikke begge to være unge med sine børn, en dag går man måske på pension på helt forskellige tidspunkter, og hvad med vennekredsen? Det er ikke bare easy as pie. Men så igen – hvornår har den rigtig fede slags kærlighed nogensinde været skide nem? Det er der altså ikke lavet mange film om… Da Claus og jeg fandt sammen, vidste jeg, at han var manden, jeg skulle have børn med og leve sammen med. Vi har begge to forliste ægteskaber i bagagen, så knubs og erfaringer har vi nok af. En bestemt følelse ramte mig meget hårdt, da jeg lærte Claus at kende, og den har aldrig sluppet taget i mig: Vi lever kun én gang, og vi aner ikke hvor længe. Så når lynet slår ned, er det bare om at holde fast. Og SÅ er alder altså fuldstændig underordnet…

    Nå, men inden det hele drukner i romantiske mor-tårer, så får I lige en lille liste. For aldersforskellen KAN mærkes…

    • Børn – den åbenlyst største mærkbare forskel på vores 15 år. Claus har tre store børn og har derfor prøvet det hele før. Min første fødsel, det største øjeblik i mit liv, var hans fjerde. Når jeg er ved at selvantænde af begejstring fordi Olli har lært at sige “DAKTOOOR” (traktor – selv tak), eller er ved at ringe 112, fordi han muligvis har øjenbetændelse, har han set det før. Han er heldigvis et meget begejstret menneske sådan helt generelt, så han er god til at dele glæderne alligevel, og så gør det egentlig ikke så meget, at han sørger for, jeg ikke misbruger alarmcentralen…
    • Jeg voksede op i den tro, at jeg var det knap så kendte sjette medlem af Spice Girls, og Claus’ teeanagesoundtrack stod Roxette for. Til gengæld hører han Westlife og BSB for fulde gardiner i dag. Det har jeg svært ved at brokke mig over.
    • Claus købte et kæmpestort stereoanlæg og en “Stereo VHS” for sine konfirmationspenge… Jeg fik en Nokia 3310.
    • Vores vennekredse er der sjovt nok også 15 års forskel på sådan i runde tal. Det var jeg meget nervøs for i starten. Jeg frygtede altid, at samtalen skulle handle om noget, jeg ikke kunne huske… Fordi jeg vel at mærke ikke var født, da det skete… Jeg var bange for at være hende den unge og bekræfte klicheen totalt. Nogle af vores venner er tættere på at være jævnaldrende med mine forældre end med mig, og der HAR da været enkelte gange, hvor jeg har haft lettere ved at følge med i samtalen nede i teenage-enden af bordet… Men det er altså få gange! 🙂
    • Til gengæld kan man mærke det på vores venners børn. De er enten helt små eller ved at være klar til at flytte hjemmefra. Vi kender ganske få i alderen 5-15 ish… Det er med andre ord et rimelig broget crowd, når vi holder gløgg og æbleskiver for alle vennerne i december hvert år!
    • Vores liv, da vi mødtes var fuldstændigt grundlæggende forskellige. Claus kørte karriere, kørte til fodbold og kørte hjem fra fester i nabolandsbyerne. Jeg kørte rundt i min firmabil, kørte rigtig mange dyre kopper kaffe ind og kørte USAs vestkyst tynd i en Mustang med min bedste veninde. Jeg gik, i bogstaveligste forstand, direkte fra at drikke cocktails på indre Nørrebro til at invitere folk på formiddagskaffe i provinsen… Kontrast much?

    Vores aldersforskel kan i den grad mærkes. Men faktisk oftest som noget positivt. Claus siger altid, at det er min energi og hans erfaring, der er vores hemmelige ingrediens. Desuden passer det med, at Claus’ karriere peaker lige nu, og så kan min gøre det, når han begynder at tage en slapper… Alt ånder med andre ord fred og idyl – på trods – og måske endda på grund af – to meget forskellige dåbsattester 🙂

    Møs!

  • Træning

    Fem ting, jeg har ændret ved min træning

    Jeg har trænet fitness siden 2003. Crossfit siden 2010. I størstedelen af den periode er min viden om træning vokset, min styrke er gået op og ned, men mestendels øget, og mit tekniske niveau er blevet bedre og bedre. En ting der dog altid har været den samme, har været min grundlæggende tilgang til træning. Lige så længe jeg kan huske, har træning været noget fysisk, der handlede om at presse mig selv mest muligt til bedst mulige resultater. Det handlede om konkurrence, og selvom jeg altid har elsket at træne, var det forbundet med en vis følelse af pligt. Noget jeg først og fremmest skulle, og heldigvis (for det meste) også havde lyst til.

    I dag er mange ting de samme som altid, men visse ting har ændret sig. Måske er det fordi, der kom to små kærlighedsklumper og stjal al min tid, måske er jeg bare blevet en gammel dame. I hvert fald – fem ting, der har ændret sig:

    1. Jeg træner ikke længere for at konkurrere med andre, men for min egen skyld. Konkurrenceelementet er der stadig, men jeg slås i langt højere grad med mig selv. Det handler om at investere MIN tid bedst muligt – få det meste ud af min egen indsats. Bevares, det ligger stadig dybt i mig, at jeg elsker at se mit navn øverst på en tavle, fordi jeg VANDT/var stærkest/hurtigst/mest udholdende, whatever, men jeg øver mig i at konkurrere med mig selv frem for alt.
    2. Jeg har fået enormt stor respekt for, hvad vejrtrækning betyder. Tidligere tænkte jeg slet ikke over den. Vejrtrækningen, altså. Jeg holdt faktisk vejret, når det blev rigtig tungt, spændte op i kæberne, prustede og skar ansigt. Præcis som alle wife beater pumperne nede ved håndvægts-racken i Fitness World (sorry not sorry!). I dag har jeg lært, at fokus på min vejrtrækning, en afslappet kæbe og en tanke ned i den muskel, der skal udføre arbejdet, faktisk kan øge min styrke og lade mig løfte tungere. Det handler om fokus, om at slappe af og spænde op de rigtige steder, og om at lukke andre tanker ude. Jeg hadede faktisk lidt at indrømme, hvor stor en forskel det her gjorde for mig, da jeg endelig fattede det…
    3. Jeg har stort set droppet alle de crazy, omend meget instagram-venlige psycho moves. De simple øvelser er altså ofte de bedste. Før var det meget noget med bulgarian split squat burpees på en bosu bold med en vægtskive mellem skulderbladene.. Nu laver jeg primært kombinationer af de helt grundlæggende, funktioneller øvelser som squats, lunges, planker, hop og forskellige løft. Jeg kan teknikken på rygradden og kan derfor hurtigere bygge vægt på og se resultater. Jeg synes stadig, det er skægt at eksperimentere og udfordre mig selv med et eller andet helt åndssvagt svært – men det er fordi, jeg er en nøøørd. Resultaterne kommer alt rigeligt af det andet.
    4. Træning er blevet noget ekstremt holistisk for mig. Dét her havde jeg så svært ved i starten… Det virker SÅ hokus pokus agtigt. Men altså – hear me out. Jeg har fundet en masse styrke i, at træning ikke kan isoleres til noget fysisk. Der er en grund til, at løbere siger, de “lige skal have clearet hovedet”, når de løber. Vores følelser og fysik hænger sammen. Jeg oplever fx nogle gange, at træningspas udvikler sig til både hysteriske grineflip og ustandselige tudeture. Det sker, når jeg fysisk presser mig selv derud, hvor jeg ikke længere er i stand til at holde på formerne, så følelserne får frit løb. Det betyder også, at det helt lavpraktisk kan lade sig gøre at træne sig i godt humør. Eller at træne negative følelser ud af kroppen. Smart!
    5. Jeg afslutter mine træninger med lige at “lande” – enten i form af en helt kort meditation eller som minimum nogle dybe vejrtrækninger. Jeg lukker øjnene, får styr på vejrtrækningen, samler mig selv om resten af dagen og mærker, hvordan jeg har det i lige præcis det øjeblik. Det tvinger mig til at være nærværende, hvilket jeg konstant øver mig i.

    Jeg bliver nok aldrig specielt spirituelt anlagt. Det skulle da lige være, når jeg bliver en riiigtig gammel dame. Så kunne det måske være et sjovt alter ego at påtage sig.. Anyway! Jeg har virkelig aldrig haft specielt meget til overs for, når ting blev for spacey og hokus pokus. Jeg må bare sande, at noget af det, jeg engang ikke orkede, i dag giver mig en meget mærkbar fysisk effekt. Fx meditation og vejrtrækning… Og SÅ giver det pludselig mening alligevel. For resultater har jeg altså alle dage været glad for!

    Møs!